- STANDBY.DK - https://standby.dk -

2018 blev godt dansk campingår

Camping står for 20 procent af danske og udenlandske overnatninger i Danmark. ”Det er den overnatningsform, der har bidraget mest til væksten i dansk turisme,” lyder det fra Dansk Erhverv.

2018 blev et rigtig godt campingår i Danmark, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Der har været fire procent flere overnatninger til og med september i år i forhold til sidste år.

”Der er god grund til smil på de danske campingpladser, hvoraf mange i disse dage lukker for vinteren. 2018 har været et godt campingår. Faktisk er camping den overnatningsform, der har bidraget mest til væksten i dansk turisme i år,” siger Lars Ramme Nielsen, chef for turisme og oplevelsesøkonomi i Dansk Erhverv.

De nye tal fra Danmarks Statistik giver fornyet optimisme i en hårdt presset campingbranche, som paradoksalt nok ikke har fået andel i væksten i dansk turisme de seneste år, noterer Dansk Erhverv.

Mens der de seneste år er kommet flere turister på danske hoteller og feriehuse, så har der været stilstand på campingpladserne. Det er der flere årsager til vurderer Torben Frydenlund Rasmussen, formand for DK-Camp, en sammenslutning af over 280 selvstændige danske campingpladser.

”Campingpladserne er underlagt mange uhensigtsmæssige afgifter. Det gør det relativt dyrt for vores gæster at campere i Danmark frem for i vores nabolande, og det medfører, at mange campingpladser ikke kan skabe nok overskud til tiltrængte nyinvesteringer. Campingreglementet spænder ben for vores muligheder for at tilpasse produktet til gæsternes ønsker,” siger Torben Frydenlund Rasmussen.

1,5 millioner færre overnatninger
De danske campingpladser har de seneste ti år mistet knap 1,5 millioner danske og udenlandske overnatninger. Det er et fald på 12 procent, viser tal fra Danmarks Statistik. I samme periode er der sket en fremgang i turismen på 7,6 millioner overnatninger i Danmark, en vækst på hele 17 procent, oplyser Dansk Erhverv.

2018 kan være det år, hvor udviklingen begynder at vende, vurderer Jens Brendstrup, direktør for foreningen OCFF (Outdoor-Camping-Ferie-Fritid), der repræsenterer en bred vifte af aktører i campingbranchen.

”Camping vandt stort på det flotte danske sommervejr i år. Det viser med al tydelighed, at camping har potentiale.  Men vi har brug for bedre rammevilkår, der gør, at vi som branche er mindre vejrafhængige,” siger Jens Brendstrup.

I 2016 blev der indgået en bred politisk aftale om, at campingpladserne skulle have bedre muligheder for at drive og udvikle deres forretning. At der endnu ikke er sket nogen revision af campingreglementet har gjort, at campingbranchen lever i et vakuum, lyder det fra Jens Brendstrup.

”Uvished om, hvad en opdatering af campingreglementet vil medføre, har sat investeringerne på hold mange steder. Når reglementet en dag bliver opdateret, vil det kunne sætte en hel masse i gang i forhold til produktudvikling og tiltrækning af gæster,” siger OCFF’s direktør, Jens Brendstrup.

Camping står med 10,7 millioner overnatninger for 20 procent af alle danske og udenlandske overnatninger i Danmark. 95 procent af campingovernatningerne foretages i perioden januar til september, oplyser Dansk Erhverv.

Relaterede artikler:

Odense på vej med ny stor rejsemesse

Færre turistovernatninger trods varm sommer

Dansk Industri øger fokus på turisme