- STANDBY.dk - https://standby.dk -

25 år med kendt charterprofil

Selve jubilæet var den 1. august – men fejringen er lagt på torsdag, den 15. august, så flest mulige kolleger, samarbejdspartnere og venner er retur fra ferie og kan deltage i receptionen i Dragør.

”Jeg har de bedste kolleger, det skal der til for at få alt til at lykkes og få fly på vingerne,” siger John Alexandersen. I sit job har han sin del af ansvaret for, at mange aspekter er på plads ved selskabets mange charterflyvninger. Et stort koordineringsarbejde for mange instanser i Thomas Cook Airlines Scandinavia, TCAS i daglig tale.

”Jeg har verdens bedste job. Det er fantastisk at beskæftige sig med udfordringer, hvor mange discipliner som planlægning, strategi, forhandlinger, optimering og et stærkt samarbejde skal sikre gæsterne de bedste uger på året,” siger John Alexandersen.

Jubilaren startede sin karriere i luftfart – på landjorden. Starten var Security-afdelingen i Københavns Lufthavn. Men der skulle luft under vingerne, det kom der med et privatflyvercertifikat og en uddannelsen på Den Danske Luftfartsskole.

Herefter kom han til Flyverledertjenesten (i dag Naviair) som flyvelederassistent i fem år, fulgt af ti år i trafikplanering i daværende danske Sterling Airways. Da Sterling gik konkurs i april 1994, arbejde John Alexandersen for konkursboet, der senere blev til Sterling European Airlines.

Fra 1. august 1994 var hans nye arbejdsplads TCAS’ forgænger, Premiair (en sammenlægning fra januar samme år af Spies’ flyselskab Conair og SAS’ charterflyselskab, Scanair). Der blev siden til MyTravel Airways – og i 2013 blev TCAS en del af engelskejede Thomas Cook Group.

I hvad der i dag er Thomas Cook Airlines Scandinavia, arbejdede John Alexandersen først med trafikplanlægning fulgt af flere operationelle og kommercielle lederposter. Som Commercial Director omfatter hans ansvarsområder i dag blandt andet flykontrakter, kundeansvar, trafikplanering og catering.

Privat bor jubilaren i barndomsbyen Dragør – nabo til lufthavnen – med Grith, hustru gennem 32 år. Familien omfatter desuden tre voksne børn.

John Alexandersens jubilæum fejres med reception på torsdag, den 15. august, klokken 14-17 på restaurant Beghuset i Dragør.

2,6 millioner flypassagerer
Selve Thomas Cook Airlines Scandinavia har 1.100 fuldtidsstillinger og transporterer årligt cirka 2,6 millioner rejsende.

Omkring 95 procent kommer fra familiemedlemmer i Thomas Cook Northern Europe-familien: 20 procent fra Spies i Danmark, 45 procent fra Ving i Sverige og 25 procent fra Ving i Norge, mens de resterende er fra finske Tjäereborg.

Herudover flyver TCAS blandt andet charterserier for Apollo Rejser, Club La Santa og TUI.

Relaterede artikler:

Spies’ ejer på jagt efter nyt milliardbeløb

Spies: charterfly er bedst for miljøet

Dansk flyselskab fejrede award med 2.500 kager