- STANDBY.DK - https://standby.dk -

75 nye feriehuse på vej i Rønbjerg

Hos ferieparkkæden Landal Green Park oplever man stigende interesse for at holde ferie i feriehuse. Derfor gør kæden klar til at udvide stort feriecenter nær Limfjorden.

Ferieparken Landal Rønbjerg, der ligger ud til Limfjorden nær Løgstør, bliver større. Der er planer om at bygge 75 nye ferieboliger, som skal sælges til private og udlejes af Landal Green Parks. Boligerne vil løbende stå klar fra maj 2022.

Ferieparkkæden Landal Green Park, som udlejer private boligejeres feriehuse i syv danske ferieparker, oplevede i fjor en stigning i bookinger på 49,7 procent sammenlignet med 2019, og man forventer at tendensen fortsætter i år.

”Nedlukningen af landet og de massive rejserestriktioner har fået mange til at købe og leje sommerhuse i Danmark. Dertil oplever vi en stigende efterspørgsel på bedre og mere rummelige ferieboliger,” siger Kent Lodbjerg, der er salg- og marketingmanager hos Landal Green Parks i Danmark.

Fra 205 til 280 feriehuse
Landal Rønbjerg rummer i dag 205 ferieboliger. De 75 nye ferieboliger er arkitekttegnet af Bayarch, hvor syv forskellige boligtyper opføres med størrelser fra 4-personers huse og helt op til 14-personers huse. Boligerne inddeles i tre forskellige kategorier: “Comfort”, “Luksus” og “Luksus Wellness Plus”.

Ferieboligerne bygges over to etaper. Første etape består af 38 boliger. De 14 første ferieboliger vil stå klar i maj 2022, de næste 14 i august 2022 og de sidste huse i første etape vil stå færdige i oktober 2022. Hvis alle 75 boliger sælges, vil de sidste feriehuse i anden etape stå klar i november 2022.

Landal GreenParks har over 95 ferieparker i 9 lande rundt om i Europa. I Danmark har man udover Landal Rønbjerg: Seawest (i Nørre Nebel), Søhøjlandet (i Gjern), Ebeltoft, Grønhøj Strand, Middelfart og Fyrklit (i Hirtshals)

Landal GreenParks er del af Awaze Company, der er den største udbyder af ferieparker og ferieboliger i Europa. Disse mærker er en del af gruppen: cottages.com, Hoseasons, Landal GreenParks, James Villa Holidays og Novasol. Virksomheden betjener mere end otte millioner feriegæster om året og tilbyder mere end 110.000 overnatningssteder i 36 lande.

 

Relaterede artikler:

Europas største ferieparkkæde til Danmark

Kæde af ferieparker får nyt dansk medlem

Ferieparker vil have grønnere profil