- STANDBY.dk - https://standby.dk -

8.000 nye hotelværelser på vej til København

Verdens mest kendte hotelkæde, Hilton, er på vej tilbage til København og forventer i 2020 at åbne 5-stjernet hotel med 400 værelser i centrum. Hilton er et af de ganske få internationale hotelvaremærker, der er på vej til København som i disse år ser et stort boom i nye hotelprojekter.

”Når vi kigger på Storkøbenhavn, afgrænset af Køge, Roskilde og Hillerød, så er der i dag 20.600 værelser på hoteller med mindst 40 værelser. Med de bebudede nye projekter, senest Hilton Copenhagen City, vil det tal være steget til cirka 28.000 i år 2021,” siger hotelanalytiker Ole Egholm til standby.dk

Ole Egholms firma, Dansk Brancheanalyse, udgiver hvert år en omfattende analyse af den danske hotelbranche ligesom hans firma løbende opdaterer bekræftede nye danske hotelprojekter.

8 nye hotelværelser hver dag
Stiger antallet af hotelværelser i Storkøbenhavn med de forventede 8.000 fra i dag til 2021, så svarer det til, at der i snit de kommende tre år åbnes otte nye hotelværelser hver dag i København. Mindst 38 hoteller vil udvide kapaciteten med mindst 100 værelser fra i år og frem til 2021 lige der opføres mange helt nye hoteller.

Blandt de mange bebudede hotelprojekter i København er Scandic Hotels med hotellerne Spektrum, der får 632 værelser, Kødbyen med 370, Scandic CPH Airport med 357 og udvidelsen af Scandic Falkoner fra de hidtidige 166 til snart 332. Det største nye hotel på vej i København er CabInn Copenhagen, der får 1.220 værelser.

Også Københavns største hotelkæde, Arp-Hansen, er i gang med endnu et nyt hotelprojekt, kædens tredje Wakeup i København, der får 585 værelser. I Dagmarhus på Rådhuspladsen i København åbner hollandske Citizen M inden længe et hotel med 238 værelser.

Den norske hotelkæde Choice er i gang med at opføre 380 værelser i Centralpostbygningen ved Københavns Hovedbanegård ligesom kæden også bygger et Comfort Hotel ved Københavns Lufthavn ved Københavns Lufthavn med 500 værelser.

Relaterede artikler:
500.000 flere hotelovernatninger i Danmark

Flere hoteller på vej blandt Danmarks største

Her er Danmarks 10 største hoteller – uden for København