- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Aarhusregionen klar til grøn genstart af turismen

Med nyt millionprojekt søsætter VisitAarhus og turismevirksomheder bæredygtige initiativer så gæsterne kan træffe grønne valg indenfor transport, overnatning, restauranter og oplevelser.

”Både danske og udenlandske gæster efterspørger i stigende grad en mere bæredygtig ferie, og det skal vi imødekomme. Med vores nye, grønne vækststrategi og en række indsatser vil positionere Aarhusregionen som en grøn destination,” siger Pia Lange Christensen, direktør i VisitAarhus, Aarhusregionens officielle turistorganisation, i en pressemeddelelse.

Med projektet ”Grøn Genstart” har VisitAarhus sammen med turismevirksomheder i regionen søsat bæredygtige initiativer til at sikre Aarhusregionen en fælles, grøn identitet. VisitAarhus har en ny hjemmeside, der kan hjælpe gæsterne til at træffe mere grønne valg, når det gælder transport, overnatning, restauranter og oplevelser. Samtidig vil markedsføringen af Aarhusregionen synliggøre den bæredygtige fortælling.

Projekt Grøn Genstart har fået 3,4 millioner kroner i støtte fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, og VisitAarhus samarbejder med VisitDenmark, Erhvervshus Midtjylland og Aarhus Universitet om at fremme den grønne omstilling i turismesektoren i kommunerne Aarhus, Skanderborg, Silkeborg, Viborg, Favrskov, Randers samt Norddjurs og Syddjurs.

Grøn storytelling
”Der findes et væld af bæredygtige oplevelsesmuligheder i hele destinationen, og vi står allerede stærkt på det grønne område. Scandic Aarhus City er for eksempel netop kåret som Danmarks mest klimavenlige hotel. Samtidig er VisitAarhus certificeret som Green Tourism Organization af Green Key/HORESTA.

Denne anerkendelse betyder, at de otte kommuner i Aarhusregionen står stærkere i konkurrencen om at tiltrække danske og udenlandske gæster, der efterspørger bæredygtige turismeprodukter,” siger Pia Lange Christensen.

VisitAarhus arbejder blandt andet for at nå disse bæredygtige mål: Topplacering på international rangliste over bæredygtige destinationer. Aarhusregionen skal inden udgangen af 2023 være på top-10 blandt verdens mest bæredygtige destinationer målt på GDS-indekset.

Flere miljømærkede hoteller. Ved udgangen af 2023 skal antallet af miljømærkede hotelværelser i destinationen være steget fra 50 procent i 2020 til mindst 70 procent i 2023 – og 90 procent ved udgangen af 2025. Og ved udgangen af 2023 skal der være igangsat certificeringer af attraktioner såvel som feriehus- og campingsektoren, oplyses det.

Relaterede artikler:

Stor forskel på danskernes feriefavoritter i Danmark

Klimapriser til danske Scandic-hoteller

32-årig køber hotelbygning og bliver direktør