- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Ældre danskere flyver mindre end gennemsnittet

Danskere på mindst 65 år holder oftere end andre ferie i Danmark. Gruppen som mest sjældent holder lange ferier i Danmark, er mellem 15 og 24 år, viser ny opgørelse fra Danmarks Statistik.

Ældre danskere er den gruppe, som oftest holder ferien hjemme i Danmark, og selv når de ældres ferie går til udlandet, så rejser de mindre med fly end unge og midaldrende danskere.

Det viser ny analyse fra Danmarks Statistik, DS, i form af en såkaldt særkørsel af tallene fra DS’ statistik ”Ferie- og forretningsrejser.”

Når ferien går til udlandet, valgte danskerne flyet på 81 procent af rejserne og bilen på 15 procent. De resterende fire procent udgøres af busser, tog og skibe.

Analysen fra DS viser, at danskere på mindst 65 år oftere end andre holder ferie i Danmark. 49 procent af de ældre danskeres lange ferierejser – der ifølge Danmarks Statistik er med mindst fire overnatninger – blev i 2018 holdt inden for landets grænser. Det gjaldt omvendt for 42 procent af alle danskeres lange ferierejser, altså dem med mindst fire overnatninger.

”Ser man isoleret på feriedestinationen, kan man sige at ældre har mere klimavenlige rejsevaner end den gennemsnitlige dansker, da rejser i hjemlandet oftest kræver mindre transport end rejser til udlandet,” siger fuldmægtig i Danmarks Statistik Else-Marie Rasmussen i en pressemeddelelse.

De unge rejser ud
Generelt rejser de midaldrende og unge danskere oftere på ferie i udlandet end de ældre. Den gruppe, som sjældnest holder lange ferier i Danmark, er mellem 15 og 24 år, som kun i 34 procent af tilfældene valgte hjemlandet som feriedestination.

Og når ældre danskere rejser til udlandet på lange ferier, vælger de i mindre grad end gennemsnittet flyet som transportmiddel. 76 procent af de ældres rejser til udlandet foretages med fly, mod et landsgennemsnit på 81 procent.

I stedet tager ældre danskere hyppigere bussen til udlandet i stedet for flyet. Seks procent af de ældre bruger bus som transportform – mens det kun er tilfældet for to procent af samtlige danskere.

Den gruppe, som oftest tager flyet til udlandet, er danskere mellem 45 og 64 år. I denne gruppe er flyet transportmidlet til udlandsferien i 83 procent af rejserne, oplyser Danmarks Statistik.

Alle aldersgrupperne tager bilen til udlandet i omkring 14-16 procent af rejserne, viser tallene fra DS.

7,7 millioner danske ferierejser
Danskerne foretog sidste år 7,7 millioner lange ferierejser med mindst fire overnatninger. 42 procent blev holdt i Danmark – resten i udlandet.

Den aldersgruppe, som stod for flest af de lange ferierejser, var de 45-65 årige med 35 procent. Det passer også nogenlunde med at de udgør omtrent 32 procent af befolkningen.

Relaterede artikler:

Danske mænd har flere penge til ferie end kvinder

Mange danskere har ikke råd til ferie

Tyskerne er Danmarks klart største turistgruppe