- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Air China åbner på Beijing-København

Med fire flyvninger om ugen giver det kinesiske flyselskab fra 30. maj Star Alliance-partneren SAS konkurrence på ruten.

Air China vil betjene den kommende forbindelse med en Airbus A330-200, oplyser Københavns Lufthavn.

Air China-versionen af A330-200 på ruten til København har plads til 237 passagerer, 30 på business class i en 2-2-2 konfiguration, mens de 207 sæder på economy er i en 2-4-2 opstilling. Der bliver afgang fra Beijing kl. 02.55 på mandage, onsdage, fredage og søndage med ankomst i Københavns Lufthavn samme dag lokal tid kl. 06.45. Fra København returnerer flyet samme dage kl. 13.15 med ankomst i Beijing den følgende dag kl. 04.10 om morgenen.

Til sammenligning flyver SAS dagligt fra København til Beijing med en Airbus A340, der har 245 passagersæder.

Air China, der i år har 30 års jubilæum, har før taget tilløb til at genåbne på Københavns Lufthavn. “Så det er en rigtig god nyhed, at Air China starter med fire ugentlige fly mellem Beijing og København. Det vil styrke Københavns Lufthavn som Nordeuropas førende internationale hub,” siger lufthavnens administrerende direktør, Thomas Woldbye.

Sidste år kom cirka 110.000 kinesiske turister til Danmark via Københavns Lufthavn. Med fire ekstra ugentlige direkte afgange fra Beijing er forventningen, at det antal vil vokse. Der var i 2016 cirka 220.000 kinesiske overnatninger i Danmark. Sune K. Jensen, fagleder for turisme i Dansk Industri, siger: “Det er positivt for samhandlen og turismen med endnu en rute. Kina er allerede i dag det land i verden, hvor borgerne bruger flest penge på udlandsrejser.”

CPH på Kinas “TripAdvisor”

I Københavns Lufthavn arbejder på at få kineserne til at føle sig vel modtaget i Danmark. “Ud over skilte på kinesisk og en kinesisk version af vores CPH Airport-app, har vi ansat kinesisktalende guider,” siger Thomas Woldbye og tilføjer:

”Og i foråret lancerer vi et samarbejde med DianPing, kinesernes pendant til TripAdvisor. Det skulle gerne få Danmark og København længere op på ønskelisten, når kineserne planlægger deres rejse til Europa.”

Også rute til København fra Hong Kong

Air China-ruten bliver ikke den eneste nye fra Kina til Københavns Lufthavn i år. Fra 2. maj til 12. oktober har Cathay Pacific sæsonrute fra hjemmebasen i Hong Kong med tre flyvninger om ugen. Den flyves med Airbus’ nyeste langrutefly, A350-900, der i versionen til København har 280 sæder; 38 på business, 28 på premium economy og de resterende 214 på economy.

Med Air China og Cathay kommer Københavns Lufthavn op på at have betjening af fire flyselskaber fra Asien; i forvejen har Singapore Airlines og Thai Airways direkte ruter til København.

Relaterede artikler:

Verdens 10 hurtigst voksende turistbyer

Kina og Rusland sammen om nyt langrutefly

Cathay kan blive større i Københavns Lufthavn