- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Amadeus: Bookinger på 75 procent af 2019-niveau

I årets første kvartal blev der booket 33 procent flere flybilletter via reservationssystemet Amadeus end samme tid sidste år. Men bookingtallene er stadig 25 procent fra niveauet i 2019.

Rejseteknologikoncernen Amadeus er sammen med Sabre og Travelport (Worldspan og Galileo) blandt rejsebranchens største GDS’er (Global Distribution System)

Amadeus oplyser, at i årets tre første måneder blev der booket næsten 122 millioner flybilletter, svarende til 32,8 procent flere i forhold til første kvartal af 2022, hvor der stadig var udløbere af pandemien. Bookingtallet svarer til 75 procent af første kvartal 2019, året før pandemien. Det skriver Business Travel News Europe.

”I første kvartal af i år forbedrede flytrafikken sig globalt, både på indenrigs- og udenrigsruter, men i forskellige hastigheder på markederne,” siger Amadeus’ koncernchef Luis Maroto.

Han fremhæver navnlig store stigningerne på det asiatiske marked, hvilket blandt andet kan tilskrives genåbningen for rejsende til Kina efter pandemien. I den såkaldte Asia-Pacific region var stigningen i årets tre første måneder 150 procent sammenholdt med samme periode sidste år.

Flere indtægter og samarbejde med Microsoft
Amadeus, der har hovedkvarter i Madrid, oplyser også om årets første kvartal, at i kraft med at der blev booket flere flybilletter, så steg tech-gigantens omsætning også. Det blev i de tre første måneder i år til omsætning hos Amadeus på næsten 680 millioner euro, omkring fem milliarder kroner.

Forleden kom Amadeus og Microsoft med en ny rapport om den teknologiske udvikling i rejsebranchen. Den viser blandt andet, at kunstig intelligens og data potentielt kan komme til at spille en mere prominent rolle i de kommende år.

Baggrunden for rapporten er, at de to virksomheder har indgået et samarbejde, der skal udmønte sig i en række nye værktøjer, løsninger og apps, som både turister og rejsebranchen kan gøre brug af til forskellige formål.

Et af de store emner er kunstig intelligens, som Amadeus og Microsoft forventer vil spille en tiltagende større rolle i løbet af de kommende år, da denne teknologi blandt andet kan bidrage med at give tidsbegrænsede tilbud, der er skræddersyet til de enkelte kunder.

Af rapporten fremgår det, at der i fremtiden kan blive skabt systemer, som benytter en blanding af kunstig intelligens og tilgængeligt data til at assistere de rejsende undervejs.

Det kan eksempelvis være ved, at et system automatisk sender en underretning til det hotel, som en flypassager har reserveret et værelse på, såfremt det af sig selv registrerer, at den givne flyvning er forsinket, og personen derfor har behov for et senere check-in end forventet.

 

Relaterede artikler:

SAS og Amadeus udvider samarbejdet

FN-organisation: Global turisme stærkt på vej tilbage

Tinder-inspireret rejse-app skal få folk på ferie