- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Amadeus, flyselskab og Facebook i samarbejde

Malaysia Airlines er søsætningskunde for nyt tiltag fra Amadeus på Facebook Messenger, der ved hjælp af kunstig intelligens booker og betaler flybilletter.

Sammen med det globale distributionssystem Amadeus har Malaysia Airlines lanceret MHchat, en funktion, der hjælper rejsende med at booke og betale flybilletter via socialmedieappen Facebook Messenger.

Amadeus Chatbot for Airlines er udviklet sammen med Malaysia Airlines, der bliver projektets første kunde. Via en ny AI-løsning (Artificial Intelligence), der er udviklet for at gøre det nemmere for kunderne at booke flyrejser, hente deres bookinger og stille spørgsmål gennem en socialmedieplatform. Man kan også foretage køb med sikker betaling og modtage rejseplanen direkte i appen, oplyser Amadeus.

Chatbotten er udviklet, så den ligner en menneskelig samtale, og fungerer som en rejseledsager, der forstår den rejsendes behov – den er tilgængelig døgnet rundt og kan hjælpe rejsende med nemme transaktioner, hurtige svar og samtaler.

Izham Ismail, koncernchef hos Malaysia Airlines, siger i pressemeddelelsen fra Amadeus:

”Vores strategi for digital transformation er baseret på at vi ønsker at være på forkant med ny og innovativ teknologi for at forbedre vores kunders kontaktflader. Vi glæder os til at udforske flere muligheder for, hvordan vi kan tilbyde vores kunder flere personlige og integrerede tjenester.”

Kan bruges af andre flyselskaber
Amadeus Chatbot kan tilpasses andre flyselskaber for at hjælpe dem med at øge kundetilfredsheden, øge fortjenesten og spare penge på kundepleje, oplyser Amadeus.

Mens Malaysia Airlines tester MHchat, vil Amadeus fortsætte med at udvikle sin teknologi og forbedre chatbotten med nye funktioner, for eksempel flere sprog, støttefunktioner til bookingsystemet og integration med Amazons stemmestyringsfunktion, Alexa.

”MHchat er et vidnesbyrd om Malaysia Airlines’ engagement i at udvikle sine digitale kanaler, og vi er glade for at bidrage til deres digitale transformation. Amadeus’ Chatbot for Airlines er et vigtigt skridt på vej mod Amadeus’ mål om at forme fremtidens rejsende ved at udvikle teknologier, der har en positiv indvirkning på samfund verden over,” siger Cyril Tetaz, chef for Amadeus’ arbejde med flyselskaber i Asia Pacific-regionen.

Relaterede artikler:

Mange bruger firmaets kreditkort til personlige køb

Amadeus styrker fokus på hotelbranchen

Amadeus og CWT udvider samarbejdet