- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Amadeus spår meget nemmere fremtid for rejsende

I fremtiden bliver en del nemmere at tage på rejse. Amadeus mener, at digitale systemer vil betyde, at mange rejsedokumenter og check-in kommer til at forsvinde.

I fremtiden bliver det noget simplere at være rejsende. Det mener Amadeus, den største leverandør af rejseteknologi i Norden, som spår, at check-in i lufthavnen kommer til at høre fortiden til.

I stedet kommer oplevelsen til at blive mere strømlinet, og de rejsende vil blive genkendt med det samme, når de ankommer i lufthavnen, hos biludlejeren, hotellet eller på andre dele af rejsen, så man ikke skal holde styr på uendeligt mange dokumenter.

”Luftfartsindustrien har allerede sat gang i en stor teknologisk omstilling, hvor flyselskaber gør brug af en ny generation af teknologi, når det gælder tilbud, ordrer og leverancer, mens de gamle standarder for industrien sendes på pension for at gøre flyveturen mere personlig og centreret om den rejsende,” fortæller Johan Nordqvist, administrerende direktør for Amadeus i Skandinavien, i en pressemeddelelse.

”Delivery management er det sidste komponent i omstillingen, og hos Amadeus samarbejder vores udviklere med flyselskaber, ground handlers og lufthavne om at designe og bygge de nye systemer,” tilføjer han.

Nye systemer vil komme til
Amadeus forventer, at nye Delivery Management-systemer (DMS’er, red.) gradvist kommer til at overtage fra de nuværende Departure Control-systemer (DCS’er).

Det betyder i praksis, at flyselskaber bedre kommer til at kunne forbinde deres systemer med ground handlers og andre leverandører.

Skiftet vil hjælpe luftfartsselskaberne med at frigøre sig fra forældede Common Use-systemer i lufthavnen og årtier gamle standarder, nogle helt fra 1940’erne.

Det betyder, at rejsende i fremtiden vil ankomme til lufthavnen klar til at flyve helt uden check-in. Visa og grænsekontrol vil være foretaget digitalt, og i stedet for at stå i kø, stiller man blot sin taske og fortsætter til security.

Ifølge Amadeus vil det betyde, at lufthavnsterminaler i fremtiden vil være rarere steder at opholde sig med større fokus på afslappende aktiviteter, og hvor personale kan servicere de rejsende med tablets.

Ændrer oplevelsen uden for lufthavnen
Uden for lufthavnen vil de nye systemer få den betydning, at de rejsendes bestillinger vil blive samlet ét enkelt sted, så de uden det store besvær kan bevæge sig videre på rejsen – hvad end det handler om at leje en bil eller få udleveret en hotelnøgle.

De rejsende kommer ifølge Amadeus til at kunne benytte en udvalgt identifikationsmetode såsom biometrisk information eller deres pas, og dermed skal de ikke længere forklare, hvem de er flere gange under rejsen eller give dokumentation for bestillinger, de har foretaget.

Samtidig vil det kun være den information, den enkelte virksomhed specifikt skal bruge, som vil blive delt med dem.

 

Relaterede artikler:

Brancheprofil udskifter rejsebureau med Amadeus

Udpeger 10 trends som vil præge rejsebranchen i år

Amadeus har bud på rejsetendenser i 2025