- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Amadeus styrker digitalisering i Billund Lufthavn

Billund Lufthavn har indgået samarbejde med Amadeus om at få installeret moderne teknologi for at forbedre oplevelsen for passagererne.

Den spanske IT-gigant Amadeus og Danmarks næststørste lufthavn, Billund Lufthavn, har lavet et partnerskab om at optimere automatiseringen af processen i lufthavnen og dermed øge passagerernes oplevelse til det bedre.

Den seneste teknologi gør, at det er nemmere for passagerer at foretage check-in og aflevere bagage ved bagage drop. Det højner effektiviteten i lufthavnen og gør processerne langt mere gnidningsfri.

Billund Lufthavn har valgt Amadeus’ moderne cloudbaserede teknologi til at optimere processerne. Når det nye system er installeret, vil alle charterfly fra lufthavnen blive håndteret gennem Amadeus Altéa Departure Control System, og passagerer til både rute- og charterfly kan foretage check-in online og aflevere bagage via selvbetjening i lufthavnen.

Herudover har Billund Lufthavn introduceret Amadeus Baggage Reconciliation System som en del af lufthavnens strategiske tilpasning af cloudteknologien. Dette system er forbundet med flyselskabers systemer og ground handling-systemer og bruger data i realtid til at finde frem til passagerernes bagage.

”Vi designer vores lufthavn med passagererne i tankerne. Moderniseringen af teknologien betyder, at vi kan forbedre passagerernes oplevelser og sikre, at vi kan opfylde fremtidens kapacitetskrav. Vi ser Amadeus som den rigtige IT-partner til at opgradere kvaliteten af vores processer, og det fører os endnu et skridt nærmere fuld digitalisering,” siger René Høgh Jensen, driftschef i Billund Lufthavn.

Teknologi giver hurtig effekt
Fra Amadeus’ side er man glade for, at Billund Lufthavn har indgået partnerskab om at forbedre passageroplevelsen i lufthavnen.

”Amadeus’ mål er altid at betjene vores kunder med den rette teknologi for at kunne imødekomme virksomhedens udfordringer og behov. Vi hjælper gerne Billund lufthavn, så de kan få en moderne selvbetjeningsservice ligesom i Europas største lufthavne. Fordelene ved en cloudbaseret infrastruktur er tydelig allerede efter kort tid,” siger Yannick Beunardeau, chef for lufthavns-it hos Amadeus i EMEA-regionen (Europa, Mellemøsten og Afrika, red.).

Amadeus, der har hovedkontor i Madrid, udvikler løsninger, der hjælper rejsende med ’at finde og planlægge deres rejser gennem rejsebureauer, søgemaskiner, charterrejsebureauer, flyselskaber, lufthavne, hoteller, udlejningsbiler og tog’. Virksomheden har 16.000 medarbejdere fordelt på 70 kontorer over hele verden.

 

Relaterede artikler:

Billund Lufthavn i nærkontakt med ambassadør

Hackere fandt hul i sikkerhed hos Amadeus

Københavns Lufthavn i partnerskab med Amadeus