- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Amerikansk rapper amok på SAS-fly

Rapperen Azealia Banks skælder igen ud på et flyselskab, denne gang SAS, der havde hende med fra Stockholm til USA. Hun hævder, at hun blev slået af SAS-personalet. SAS har anmeldt hende til FBI.

”SAS kan bekræfte, at der har været en episode ombord på en flyvning til Los Angeles fra Stockholm, hvor en passager har opført sig ekstremt upassende – både til gene for andre passagerer og for vores personale ombord. Politiet og FBI blev tilkaldt, da flyet landede i LA, og de tager sagen herfra.”

Det oplyser SAS’ pressechef i Danmark, Mariam Skovfoged, til STANDBY.dk

Sagen drejer sig om den 28-årige amerikanske rapper Azealia Banks, der udover sin musik er notorisk berygtet for sit temperament og at skælde ud på næsten alt og alle.

Hun har tidligere i år haft en alvorlig hændelse i forbindelse med flyvning med det irske flyselskab Aer Lingus, hvor hun kaldte en stewardesse for en ”ugly Irish bitch” og i 2015 blev hun hældt af et fly fra Delta Air Lines, hvor hun også havde opført sig upassende og kaldt en mandlig steward for en ”fucking faggot” (svans, red)

Denne gang drejer det sig om SAS, som Azealia Banks fløj med til Los Angeles efter en koncert i Stockholm. Hun var ikke helt tilfreds med svenskerne og Sverige og havde inden afgang fået skrevet på sine sociale medier, at svenskerne er racister samt grimme, blonde svin og at nogen burde bombe Sverige. Ifølge den svenske avis Aftonbladet lød tiraden blandt andet sådan her:

”Jeg vil virkelig elske at se en eller anden bombe det her sted sønder og sammen Lmfao (engelsk slang for ‘griner min røv i laser’). Give alle jer hvide røvhuller noget at fucking græde over.”

På SAS-flyvningen fra Stockholm til Los Angeles var den gal igen. Hun anklagede i et indlæg på Instagram efterfølgende blandt meget andet en SAS-ansat på flyet for at have slået hende.

Kan få negativ effekt
Rickard Gustafson, koncernchef i SAS, siger til den svenske avis Svenska Dagbladet, at tiden er kommet til at reagere på alverdens udokumenterede beskyldninger, som enhver kan slynge ud mod hvem som helst på sociale medier.

”Der er ingen tid til at reagere på noget som dette. Men man kan ikke ignorere disse hændelser, særligt ikke når man er en forbrugerstøttet virksomhed som SAS,” siger Rickard Gustafson.

Relaterede artikler:

Dansk sportsstjerne anholdt efter BA-flyvning

Voldelig dansk SAS-passager kan ende i retten

Flypassager får karantæne på livstid og kæmpe regning

Easyjet fik problemer på sociale medier