- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Apollo øger fokus på sportsferier

Apollo Sports arrangerer efter sommerferien X-Fit Week på Rhodos med nordiske eliteatleter og trænere. Apollo lover garanti for sved og træning med fokus på træning, løft og gymnastik.

Siden lanceringen af sit første sportshotel, Playitas Resort på Fuerteventura, i 2009 har Apollo ifølge egne oplysninger været Nordens førende arrangør af træningsferier. Nu udvides udvalget af træningsrejser med lanceringen af Nordic Weeks. Den første i rækken bliver X-Fit Week på Rhodos – en uge med X-Fit ledet af nogle af sportens bedste udøvere og trænere fra Danmark, Norge og Sverige, oplyses det.

I pressemeddelelsen siger Daniel Giray, sportschef hos Apollo: ”Vi har en WOD-box på stort set alle vores Playitas-hoteller, og de er blandt de mest populære træningsfaciliteter. Derfor er vi glade for nu at have nogle af Nordens bedste atleter i sporten til at lede den første X-Fit Week. Det bliver en hård uge med masser af træning, styrketræning og gymnastik.”

Apollos fokus på rene sportshoteller, sportsbegivenheder og træningsuger har gennem årene gjort Apollo Sports til et af de mest eftertragtede koncepter for rejsearrangører med en salgsstigning på 40 procent sammenlignet med før pandemien, oplyser Apollo.

Hård træning for alle
Den første Apollo Sport X-Fit Week finder sted fra sidst i august til starten af september på sportshotellet Levante – Powered by Playitas på Rhodos. Der er afrejse fra lufthavnene i både Billund og København.

Under vejledning af det nordiske trænerteam vil ugens deltagere have mulighed for at deltage på en lang række områder.

Turen kræver ingen forudgående viden om eksempelvis olympiske løft, gymnastik eller CrossFit, da træningen er tilpasset den enkelte, og trænerne guider på individuelt niveau, lyder det.

Sidste år var Apollo, ifølge de officielle tal fra RID, Rejsearrangører i Danmark, Danmarks tredjestørste charterrejsearrangør med 153.000 gæster; det blev kun overgået af TUI med 176.000 og Spies med 243.000 gæster i 2022 fra danske lufthavne.

Apollo, der ejes af tyske DER Touristik, tæller blandt andet specialrejsearrangørerne Golf Plaisir, Lime Travel og Xtrabel samt træningsresortet Playitas på Fuerteventura, den næststørste kanariske ø.

 

Relaterede artikler:

Apollo øger til 34 græske rejsemål

Charterarrangør åbner på endnu en græsk lufthavn

“Vi har turismebranchens stærkeste ejere”