- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Aviareps lander Star Alliance-flyselskab som kunde

GSA-bureauet Aviareps har fået ny kunde. Fremover skal man også klare salg og marketing i Norden for Ethiopian Airlines. Star Alliance-medlemmet flyver både til Stockholm og Oslo.

Ethiopian Airlines betjener ifølge Aviareps 127 destinationer i og udenfor Afrika, og nu skal Aviareps stå for flyselskabets rejsebureausalg, promotion, markedsføring og PR-aktiviteter i Norden og Baltikum.

Det store afrikanske flyselskab har allerede direkte ruter til såvel Stockholm og Oslo, mens København endnu ikke har fået plads i Ethiopian Airlines’ netværk.

Med den nye kontrakt med Aviareps i de nordiske og baltiske lande, ser flyselskabet muligheder for at skabe synergier og forstærke sin synlighed i regionen, hedder det i pressemeddelelse fra Aviareps. GSA-bureauet repræsenterer i forvejen Ethiopian Airlines i andre lande og kommer med den nordiske kontrakt op på at vise flaget for Ethiopian Airlines i 18 lande.

I pressemeddelelsen siger Wogayehu Terefe, regionchef for Ethiopian Airlines i Norden og de baltiske lande: ”Vi er glade for at udvide vores partnerskab med Aviareps til Norden og Baltikum. Denne aftale gør, at vi kommer meget nærmere vores kunder med vores produkter og services.”

Fokus på både leisure- og erhvervsrejsende
Og fra Tapani Kauhanen, chef for Aviareps i Norden og Baltikum, lyder det: ”Vores nye kontrakt med Ethiopian Airlines bekræfter Aviareps’ langvarige position med at repræsentere flyselskabets på vigtige lokale markeder. Med direkte fly fra Stockholm og Oslo till Addis Abeba bringer Ethiopian Airlines efterspurgte destinationer i og udenfor Afrika tættere på Norden. Dette vil være til gavn og glæde for både ferie- og forretningsrejsende. Vi glæder os til at være med til at få Ethiopian Airlines til at vokse endnu mere her i Norden og Baltikum.”

Ethiopian Airlines er inde i en 15-årig strategisk plan – Vision 2025, der skal gøre flyselskabet til det førende på det afrikanske kontinent.

Tyske Aviareps er ifølge egne oplysninger verdens førende internationale repræsentations-, marketing- og kommunikationsselskab inden for luftfart, turisme, hospitality og oplevelser. Aviareps-serviceporteføljen inkluderer repræsentation og salg, marketing og kommunikation, forretningsudvikling, it-løsninger og finansielle tjenester.

Relaterede artikler:

Tysk delstat vil gøre sig kendt i Danmark

Afrikansk luftfartsgigant overvejer SAA-ejerandel

Japans Turistråd klar med ny nordisk repræsentant