- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Best Western får nyt hotelmedlem i Danmark

Fra årsskiftet bliver Hotel Hillerød medlem af Best Western Hotels & Resorts. Selve Best Western Hotels & Resorts skifter også fra det nye år navn til BWH Hotel Group Scandinavia AB.

Hotel Hillerød tilslutter sig fra januar 2020 Best Western Hotels & Resorts. Hotellet vil fremover hedde Best Western Hotel Hillerød og bliver en del af Best Westerns skandinaviske og globale distribution for individuelle hoteller. Best Western har alene i Skandinavien 160 medlemshoteller.

Best Western Hotel Hillerød har 113 værelser samt Restaurant Krydderiet som ifølge Best Western er velbesøgt af hotellets gæster samt af mange privatgæster fra Nordsjælland.

Hotellets direktør, Katja Slüter, ser frem til samarbejdet med Best Western. Hun siger i en pressemeddelelse fra Best Western:

”Vi er et hotel med en stærk lokal profil og tætte relationer til vores faste kunder og gæster. Vores resultater skabes på baggrund af klassisk værtskab, hvor alle gæster bliver set og værdsat. Vi ønsker dog fortsat at udvikle vores kvalitet og vores forretning. Derfor har vi, blandt flere andre tiltag, valgt at gå med i en kæde med en omfattende skandinavisk og global distribution.”

Og BWH Hotel Groups danske landechef, Søren Nystrøm, glæder sig over det nye hotel i kæden:

”Hotel Hillerød er et rigtigt kvalitetshotel med en dynamisk ledergruppe, en stærk bestyrelse og et stædigt fokus på udvikling og kvalitet for sine gæster. Vores mange erhvervs- og fritidskunder har i flere år efterspurgt mere kapacitet i Nordsjælland. Derfor er samarbejdet med Hotel Hillerød et perfekt match for os.”

BWH Hotel Group er en global hotelkæde bestående af tre hotelgrupper, Best Western Hotels & Resorts, WorldHotels og SureStay Hotel Group. Sammen tilbyder de over 4 700 hoteller i mere end 100 lande rundt om i verden. I Skandinavien er der 160 hoteller på over 100 destinationer. For at tilgodese såvel gæster som potentielle hotelejere tilbyder gruppen i alt 17 forskellige varemærker i alle segmenter fra budget til premium.

Navneændring hos Best Western
Hotellerne i Best Western Hotels & Resorts har stemt for en ændring i selskabsstrukturen, hvilket betyder, at der fra 1. januar 2020 dannes et aktieselskab, hvor hotellerne bliver aktionærer. Formålet med ændringen er at styrke porteføljen i en branche, hvor konsolidering og opkøb ændrer hele hotellandskabet.

I februar i år købte Best Western Hotels & Resorts den verdensomspændende hotelkæde WorldHotels, der blandt andet inkluderer Tivoli Hotel i København og Gothia Towers i Göteborg. Med dette udvidede Best Western sin portefølje med hoteller inden for det reelle Premium segment og har nu i alt 17 varemærker under én og samme paraply.

Og nu skifter hotelkæden navn til BWH Hotel Group Scandinavia AB for at tydeliggøre den bredere portefølje, som selskabet repræsenterer. Navnet omfatter både Best Western og WorldHotels. Samtidig dannes et aktieselskab, hvor hotellerne bliver aktionærer.

”Vi har mærket et øget behov for at kunne handle hurtigere i en tid, hvor hotellandskabet ændrer sig og flere og flere hoteller konsolideres i de store kæder. Vores hoteller ejes og drives af lokale entreprenører og med stiftelsen af det nye selskab, bliver de endnu mere delagtige, samtidigt med at det som selskab giver os større handlefrihed, siger Johan Kukacka, koncernchef for BWH Hotel Group i Skandinavien.

Det nye selskab, BWH Hotel Group, omfatter 4.700 hoteller rundt om i verden, hvoraf 160 ligger i Skandinavien. Den skandinaviske virksomhed går fra økonomisk forening til aktieselskab med start 1. januar 2020.

Relaterede artikler:

Best Western får endnu et hotel i Danmark

Små marginaler adskiller de bedste hotelkæder

Grønland får første kædehotel