- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Biludlejningsselskab skifter chef i Skandinavien

Tony Woolrych afløses som administrerende direktør for Enterprise Rent-A-Car Skandinavien af den danske landechef. Den amerikanske gigant har også varemærkerne Alamo og National.

Siden starten for Enterprise i Danmark i 2015 har Tony Woolrych stået i spidsen for først Danmark og senere hele Skandinavien. Han har nu valgt at stoppe som administrerende direktør og giver 31. marts stafetten videre til Nikolaj Lagoni.

Nikolaj Lagoni har også været med fra starten – først som driftsdirektør, og siden som landechef for Danmark, oplyser Enterprise i en pressemeddelelse.

Amerikanske Enterprise, der også har varemærkerne Alamo og National, er ifølge egne oplysninger verdens største biludlejningsfirma med over 8.000 udlejningsstationer i mere end 100 lande verden over og havde ved sidste fintælling en flåde på 1,7 millioner udlejningskøretøjer.

Over 70.000 udlejninger blev det til i Danmark i 2019 og en samlet flåde på over 2.000 biler. Enterprise har 12 danske udlejningsstationer, herunder i de største danske lufthavne, oplyste Enterprise sidste år til STANDBY.DK

Stress-test af en ung virksomhed
”Med en start på 20 biler i Københavns Lufthavn som begyndelsen på rejsen, er det med stolthed, at jeg kan kigge tilbage på, hvad vi har opnået. Vores mål om i løbet af få år at være blandt de største biludlejere i Danmark nåede vi blandt andet ved at have dygtige medarbejdere, der alle var motiverede af denne start-up-ånd. I 2020 opnåede vi endda at blive Gazelle virksomhed,” siger Tony Woolrych.

Bag den danske og skandinaviske franchise af Enterprise står Nordania, ejet af Danske Bank, og Danmarks største bilimportør, Semler, der blandt andet importerer Audi, Porsche, Seat, Skoda og VW til Danmark.

Siden Enterprise-åbningen i Danmark er turen også gået til Norge og Sverige, og Tony Woolrych har set, hvordan organisationen trådte i karakter under coronakrisen.

”Jeg kan ikke forestille mig en større stress-test af en ung virksomhed. Selvom pandemien selvfølgelig har haft negative økonomiske konsekvenser for os, så har det sidste års tid blot bekræftet over for mig, at vi står på et rigtigt solidt fundament,” siger Tony Woolrych.

Nikolaj Lagoni er ifølge Tony Woolrych den helt rigtige arvtager som chef i Skandinavien: ”Jeg og Nikolaj har arbejdet tæt sammen de sidste seks år. Når man bygger noget op fra bunden, så skaber man også et særligt bånd og en fælles forståelse. Han er den helt rigtige til at udvikle forretningen videre til en stærk og visionær mobilitets-udbyder i hele Skandinavien,” siger Tony Woolrych.

Enterprise blev skabt i 1957 af Jack Taylor, der opkaldte virksomheden efter hangarskibet ”USS Enterprise”, hvor han var pilot. Biludlejningskoncernen efterlever stadig Jack Taylors motto: ”Tag vare på dine kunder og medarbejdere først, så følger overskuddet.”

Relaterede artikler:

Hertz Danmark gør kendt profil til ny direktør

Milliardlån til økonomisk trængte Hertz

Biludlejningsselskab skifter chef i Skandinavien