- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Bonuspoint bragte 33 familiemedlemmer til Hawaii

En meget hyppigt flyvende Southwest Airlines-passager havde optjent så mange bonuspoint, at han gratis kunne tage 33 familiemedlemmer fra USA’s vestkyst til Hawaii.

Southwest Airlines, USA’s største lavprisselskab med over 163 millioner passagerer sidste år, begyndte tidligere i år at flyve mellem USA’s vestkyst og Hawaii.

En amerikansk mand med en stor familie og en endnu større bunke bonuspoint, mere end en million bonuspoint, besluttede at få brugt de mange point. Det gjorde han ved at invitere 33 familiemedlemmer til Oahu, hovedøen på Hawaii med blandt andet hovedstaden Honolulu.

De rejsende med Sam Pratt var fra to år op til 72, skriver Yahoo Lifestyle – og den udvidede familietur blev også brugt som anledning til at fejre fødselsdage, runde bryllupsdage og ikke mindst at Sam Pratts kræftsygdom er kommet under kontrol.

”Da lægerne sagde, at kræftsygdommen nu var under kontrol og at min far kunne leve med eftervirkningerne, var vi alle meget lykkelige,” siger Sam Pratts datter, Emily Peterson.

30 procent mere kapacitet til Hawaii
Efter Southwest Airlines i marts i år åbnede nye ruter til Hawaii fra Oakland og San Jose, der begge er i området omkring San Francisco, er der nu omkring 30 procent mere kapacitet mellem USA’s vestkyst og Hawaii, skriver hjemmesiden Simpleflying.com – Southwest har også planer om Hawaii-ruter fra San Diego i det sydlige Californien og Californiens hovedstad, Sacramento.

De nye Southwest-ruter mellem vestkysten og Hawaii udfordrer naturligvis de eksisterende flyselskaber med flyvninger fra Californien til Hawaii, for eksempel Alaska Airlines, American, Delta Air Lines og United samt naturligvis selve Hawaiian Airlines.

Ifølge søgemaskinen Kayak er flybilletter i snit blevet 17 procent billigere mellem Californien og Hawaii efter Southwest gjorde sit indtog.

For at gøre udfordringerne større for Hawaiian Airlines, så er Southwest også begyndt at flyve mellem nogle af øerne i Hawaii-øgruppen fra hovedlufthavnen i Honolulu.

Hawaiian Airlines har tre primære markeder, flyvninger fra Hawaii til resten af USA, mellem øerne samt fra Hawaii til destinationer i Stillehavsområdet og Asien.

Relaterede artikler:

USA’s største lavprisselskab i reservationssystemer

Mulig priskrig til Hawaii

Indenrigsflyvning på 8.200 kilometer