- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Bornholm får bedste overnatningstal i årtier

Ikke siden midten af 1990’erne havde Bornholm så mange kommercielle overnatninger som sidste år. Øens stadig stærkere varemærke og statsstøttede billige færgebilletter er nogle af årsagerne.

De kommercielle overnatningstal for Bornholm sidste år på overnatningsenheder med over 40 senge viser, at 2019 gav et markant løft til turismen på Bornholm.

Der var således 12,6 procent flere kommercielle overnatninger på Bornholm sidste år end i 2018, viser overnatningstallene fra Danmarks Statistik, der kom forleden.

Dermed blev det samlede overnatningstal på Bornholms kommercielle overnatningssteder sidste år på cirka 1,7 millioner, oplyser Destination Bornholm i en pressemeddelelse.

Tallene inkluderer ikke de mindre kommercielle overnatningssteder med under 40 senge, eksempelvis Airbnb, ligesom de ikke-kommercielle overnatninger heller ikke indgår i tallene.

De 1,7 millioner overnatninger på Bornholm sidste år var knap 200.000 flere overnatninger end i 2018.

Forklaringerne på væksten er flere, men Bornholm er et stærkt brand og markedsundersøgelser viser, at Bornholm opleves som en destination, der til stadighed udvikler sig og som har meget at byde på, oplyser Destination Bornholm og tilføjer:

”Men undersøgelserne har dog også vist, at en væsentlig barriere for at forløse potentialerne omkring Bornholm, har været prisen for at komme til og fra øen. Med de billigere færgebilletter på navnlig Ystad-Rønne og også Bornholmslinjens helårssejlads mellem tyske Sassnitz og Rønne er øen blevet tilgængelig for langt flere. Især danske og tyske gæster bidrager til den store stigning.”

Danish Air Transport er udfordret
Pressemeddelelsen fra Destination Bornholm nævner ikke Danish Air Transports udfordring om, at færgebilletterne til og fra Bornholm er blevet billigere efter et øget statstilskud.

Det har lagt pres på DAT. DAT har hele året op til ni daglige rundture fra Københavns Lufthavn til Bornholm samt sæsonruter til Bornholm fra Billund, Aalborg og Berlin plus flyvninger fra yderligere et par jyske lufthavne under det årlige folkemøde på Bornholm.

Vækst hele året og tilfreds turistchef
Destination Bornholm skriver til gengæld, at det nok mest glædelige ved de flotte overnatningstal for sidste år er, at overnatningerne er i vækst henover hele året. Særlig efterårsmånederne og vintermånederne udvikler sig positivt.

Destination Bornholm er tilfredse med de nye tal fra Danmarks Statistik. Direktør Pernille Kofod Lydolph siger:

”Når overnatningerne bliver flere, styrker vi omsætningen på Bornholm og nye jobmuligheder skabes. At væksten samtidig er fordelt over hele året, er meget positivt og ligger i tråd med vores strategi og taktiske arbejde.”

Hele Danmark havde sidste år 56 millioner registrerede kommercielle overnatninger, en stigning på fire procent i det samlede overnatningstal, viser tallene fra Danmarks Statistik.

Relaterede artikler:

56 mio. turismeovernatninger i Danmark sidste år

DAT ønsker øget subsidiering af Bornholms Lufthavn

Her sover danske og udenlandske turister i Danmark

Ny kæmpefærge til Bornholm