- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Brancheforeninger kræver hurtigt nye hjælpepakker

Efter onsdagens pressemøde om nye restriktioner, herunder opfordring til at aflyse julefrokoster, var der hurtigt reaktioner fra brancheforeningerne Dansk Erhverv, Dansk Industri og HORESTA.

På pressemødet onsdag aften om en delvis tvangslukning af dele af erhvervslivet, lovede erhvervsminister Simon Kollerup hjælp til de berørte erhverv, herunder deres underleverandører.

”Når vi må dæmpe aktiviteten, skal der selvfølgelig være hjælp at hente. Derfor vil jeg nu tage en snak med Folketingets partier om, hvordan vi kan hjælpe,” siger erhvervsminister Simon Kollerup i en pressemeddelelse.

De nye restriktioner, der træder i kraft fredag eftermiddag, omfatter blandt andet tvangslukning af lokaler med koncerter, forestillinger, forevisninger eller tilsvarende med over 50 stående publikummer.

Ligeledes kommer der lukning af nattelivet, for eksempel natklubber og diskoteker. Serveringssteder, herunder restauranter, barer og natklubber, skal lukke fra midnat til klokken 05 om morgenen. I samme tidsrum bliver det forbudt at sælge alkohol i for eksempel kiosker, oplyser Erhvervsministeriet.

For større arrangementer som konferencer, foredrag, dyrskuer, messer, forlystelsesparker, bade- og legelande, kasinoer og spillehaller vil der gælde krav om coronapas med over 100 personer indendørs og 1.000 personer udendørs.

Dansk Erhverv: Nye restriktioner er voldsomme
I en pressemeddelelse noterer Dansk Erhverv, som reaktion på onsdagens pressemøde: ”Regeringen og et smalt flertal i Folketinget indfører en række nye restriktioner, der vil ramme især restaurations- og nattelivet.”

Brian Mikkelsen, administrerende direktør i Dansk Erhverv, siger: ”Vi er meget bekymrede over de nye restriktioner, regeringen og et smalt flertal i Folketinget nu indfører. Vi havde foretrukket testkrav, øget brug af coronapas samt hurtigere udrulning af booster-vaccinationer.

”De nye restriktioner vil lægge et massivt pres på en række virksomheder i Danmark. Især dem, der lever af at underholde, samle og flytte folk. Vi skal tage situationen alvorligt, men vi skal også lære at leve med coronaen,” siger Brian Mikkelsen.

Dansk Erhverv opfordrer regeringen og Folketinget til, at de lovede kompensationspakker meget hurtigt kommer på plads.

”Kompensationer bør gælde på månedsbasis, således at december kan tælle for en periode. Den generelle kompensationsordning for faste omkostninger bør sænkes fra 45 til 30 procent, og der skal være fokus på, at også underleverandører bliver ramt af de nye restriktioner og opfordringer,” siger Brian Mikkelsen.

HORESTA: Nye restriktioner kræver større sikkerhedsnet
I en pressemeddelelse siger HORESTA’s politiske direktør, Kristian Nørgaard, blandt andet: ”En nedlukning af nattelivet og nye restriktioner rammer turisme- og oplevelseserhvervet hårdt. Vi har brug for at udvide sikkerhedsnettet under virksomhederne, så det ikke igen er os, der ender med regningen.”

Det er i december, at en stor del af turisme- og oplevelseserhvervets omsætning bliver skabt. Derfor er det ekstra hårdt for mange virksomheder, at der fra på fredag genindføres en lang række restriktioner. Situationens alvor bliver forstærket af, at hoteller, restauranter og nattelivet i forvejen har tabt store summer de seneste to år, og derfor efterlyser HORESTA nu, at der bliver skruet op for kompensationen til erhvervet, hedder det.

Kristian Nørgaard opfordrer til, at den kommende lønkompensation bliver løftet til 100 procents dækning, og at den dækker de berørte virksomheder, uanset om de er tvangslukkede eller underlagt nye restriktioner.

Under den første del af krisen skulle arbejdsgiverne betale en stor del af lønomkostningerne, selv om de ikke måtte bruge medarbejderne under hjemsendelsen. Denne gang bør hele lønnen dækkes, blandt andet fordi erhvervet har brug for at holde på medarbejderne, mener HORESTA.

Dansk Industri: Kompensationer fra dag 1 – og kompensation til rejsebranchen
Erhvervslivet bliver ramt hårdt af nye restriktioner. Det kræver kompensationer med det samme, lyder det fra Dansk Industri. Herfra siger Emil Fannikke Kiær, politisk direktør i DI:

”Når nye restriktioner rammer restauranter, natteliv og underholdnings- og forlystelsesindustrien, bliver de ramt igen. Derfor er det vigtigt at få sat grænsen ned, så virksomheder højst skal have en nedgang i omsætningen på 30 procent for at være berettiget til kompensation.”

Emil Fannikke Kiær ønsker, at kompensationerne skal køre med det samme, og de skal gælde for både direkte berørte virksomheder og underleverandører. ”Og så skal restriktionerne være til at forstå. Der må ikke være tvivl om restriktioner og anbefalinger, så virksomhederne selv skal gætte sig til, hvad de må og ikke må,” siger han og tilføjer:

“Derfor er der vigtigt, at vi også kan kompensere rejsebranchen og luftfarten, der bliver ramt af restriktioner i ind- og udland. Rejselysten falder, når restriktioner og anbefalinger stiger, og det kan allerede nu mærkes i branchen.”

Hele pressemeddelelsen fra Erhvervsministeriet kan ses via dette link.

Relaterede artikler:

Udsigt til nye restriktioner for at begrænse smitten

Forskel på virksomhedskrav om coronapas

Savner fokus på arbejdskraft i ny finanslovaftale