Både Dansk Erhverv og HORESTA efterlyser i deres kommentarer til den nye finanslovsaftale fra Christiansborg mere fokus på mangel på arbejdskraft i hotel- og restaurationsbranchen.
Der mangler initiativer, der skaffer arbejdskraft, siger Dansk Erhverv om den nye finanslovsaftale. Det er dansk erhvervslivs akutte og store problem, men desværre ikke afspejlet i finansloven for 2022, lyder det.
Brian Mikkelsen, administrerende direktør i Dansk Erhverv, siger i en pressemeddelelse:
”Vi har igen og igen påpeget, at der er hårdt brug for arbejdskraft til de danske virksomheder. Derfor er det skuffende, at der i finansloven ikke er initiativer til, hvordan vi skaffer virksomhederne de hænder og hoveder, de har brug for. Det kommer til at koste os dyrt som samfund, hvis ikke vi snart får løst dette problem, og det ville være oplagt, at finansloven havde givet bud på løsninger.”
Dansk Erhverv hæfter sig dog ved “disse gode initiativer i finansloven for 2022: Fornuftig udmøntning af digitaliseringsfonden, Nyt Kulturens Analyseinstitut og Opretholdelse af servicefradraget.”
HORESTA efterlyser kort- og langsigtede løsninger på arbejdskraftmanglen
HORESTA pointerer, at forliget blandt flertal i Folketinget om den nye finanslov for næste år ”har for meget fokus på at øge det offentlige forbrug, og alt for lidt fokus på, hvor pengene skal komme fra til at finansiere fremtidens velfærd.”
Sådan lyder meldingen fra HORESTA, efter at regeringen og dens støttepartier mandag fik de sidste brikker på plads i forhandlingerne om næste års statsbudget.
HORESTAs politiske direktør, Kristian Nørgaard, siger i en pressemeddelelse: ”Finansieringen af fremtidens velfærd kan kun komme et sted fra: Den private sektor. Derfor er der brug for at fokusere langt mere på, hvordan vi fremtidssikrer dansk erhvervsliv, herunder hvordan turismeerhvervet genrejses. Det fokus er næste års finanslov fattig på.”
HORESTA efterlyser “kort- og langsigtede løsninger på arbejdskraftmanglen i erhvervet. På den korte bane er der brug for adgang til mere udenlandsk arbejdskraft og på at få flere ledige i beskæftigelse. Blandt andre de over 75.000 unge under 30 år, der ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd hverken er i job eller under uddannelse.”
Må sige nej på grund af mangel på arbejdskraft
Fire ud af fem hoteller må i dag sige nej til ordrer, fordi de ikke har arbejdskraft nok. Det samme gælder to ud af tre restauranter, lyder det fra HORESTA.
”Danskerne har savnet at gå ud og spise, bo på hotel og at besøge vores attraktioner. Det betyder, at store dele af hotel-, restaurant- og turisterhvervet har fået gang i omsætningen igen, og det er fantastisk,” siger Kristian Nørgaard og fortsætter:
”Men det hjælper ikke meget, at efterspørgslen er stor, når manglen på hænder og hoveder gør det umuligt for vores erhverv at honorere den. Samtidig er dele af turisme- og oplevelsesindustrien langt fra tilbage på normalt niveau. Manglen på arbejdskraft koster hver dag omsætning for branchens virksomheder, men den er også dyr for statskassen, som mister betydelige indtægter.”
Den politiske direktør efterlyser mere fokus på langsigtede initiativer:
”Der skal sættes massivt ind på at få langt flere unge til at søge ind på de erhvervsfaglige uddannelser. Allerede i dag er manglen på for eksempel faglærte kokke og tjenere enorm i vores erhverv, og vi forventer, at problemet kun vil vokse i de kommende år,” siger Kristian Nørgaard.
Relaterede artikler:
HORESTA tanker stadig flere medlemmer
Turismen får eget departement hos Dansk Erhverv