- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Brancheforeninger: Restriktioner vil ramme hårdt

Regeringen kom på pressemøde med indstillinger til nye corona-restriktioner. De gav reaktioner fra HORESTA, Dansk Erhverv og Dansk Industri. ”Mindst 50.000 jobs lukkes ,” vurderer Dansk Erhverv.

De nye restriktioner, som regeringen anbefaler efter oplæg fra Epidemikommissionen, træder i kraft fra på søndag klokken 08 og varer umiddelbart til den 17. januar.

De vil blandt andet omfatte lukning af akvarier og zoologiske haver, badelande, biografer, forlystelsesparker, museer, spillesteder samt messer og lokaler til konferencer med mere.

Ligeledes skal serveringssteder stoppe udskænkning klokken 22. Her kommer indendørs arealkrav, krav om øget brug af mundbind eller visir for personale med kundekontakt.

På andre områder med relevans for rejsebranchen bliver der igen krav om pladsbillet og coronapas i intercity- og lyntog samt krav om coronapas i fjernbusser.

Derudover anbefales det, at der opfordres til hjemmearbejde og at begrænse mængden af sociale kontakter i juletiden.

Indstillingerne afventer nu en formel godkendelse i Folketingets epidemiudvalg.

HORESTA: ”Et regime af restriktioner”
I sin pressemeddelelse med kommentarer til dagens pressemøde, skriver HORESTA blandt andet: ”Hotel-, restaurant- og turisterhvervet har været udsat for meget under coronakrisen, men de nye restriktioner vil være et af de hårdeste slag.

Med de nye foreslåede tiltag lægger man en tung dyne over et helt erhverv og sætter en stopper for næsten al aktivitet i hotel-, restaurant-, møde- og turisterhvervet. Konsekvenserne vil være meget store økonomiske tab,” lyder det fra HORESTA.

HORESTA’s politiske direktør, Kristian Nørgaard, siger i dagens pressemeddelelse: ”Store dele af vores erhverv vil blive tvangslukket, og for en stor del af de øvrige virksomheder vil der være tale om et meget voldsomt indgreb i deres muligheder for at drive forretning. Vi bliver nu underlagt et regime af restriktioner, som er meget voldsomt.”

HORESTA anerkender, at der er behov for at sætte ind mod smittespredningen. HORESTA opfordrer til at sætte gang i arbejdet med en akut genåbning- og genopretningsplan, der kan agere sikkerhedsnet under turisme- og oplevelseserhvervet.

HORESTA efterlyser desuden sikkerhed for, at virksomheder frivilligt kan lukke i en periode og få 90 procents kompensation for faste omkostninger.

Dansk Erhverv: Som en lige højre fra Mike Tyson
I sin pressemeddelelse skriver Dansk Erhverv, at man anerkender behovet for at standse udbredningen af omikron-varianten.

Brian Mikkelsen, administrerende direktør i Dansk Erhverv, siger: ”Denne omgang restriktioner lukker mere end 50.000 jobs ned. Og vi kender ikke påvirkningen af for eksempel tidligere lukning for restauranter og lignende. Det er nedslående, men omvendt er der behov for handling i forhold til at få stoppet den aktuelle smittespredning.

Med den hurtige udrulning af det tredje vaccinestik, så bør det være muligt at sikre, at perioden med restriktioner bliver kort. Gerne kortere end de fire uger, som der er lagt op til nu, hvis situationen tillader det,” siger Brian Mikkelsen og tilføjer:

”For eksempelvis restauranter og barer gælder det, at de måske nok ikke bliver lukket, men den tidligere lukning vil ramme dem på omsætningen som en lige højre fra Mike Tyson.”

Dansk Industri: ”Alle skal have fair og ordentlig kompensation”
De nye restriktioner er en kæmpe mavepuster også til følgeerhverv som catering, fødevareproducenter og taxakørsel, siger Lars Sandahl Sørensen, administrerende direktør i Dansk Industri.

Han siger: ”Alle ramte virksomheder skal have ordentlig og fair kompensation. Både den del af erhvervslivet, der er tvangslukket, og de dele af erhvervslivet, der ikke kan køre videre som normalt på grund af restriktioner, opfordringer, eller fordi de er påvirket af andres lukning. Det er afgørende, at virksomhederne får vished om, at de er sikret kompensation.”

Lars Sandahl Sørensen og tilføjer: ”Vi kender alle de gode råd fra myndighederne om at blive hjemme, hvis vi er syge, holde afstand og spritte af. Men jeg vil også gerne komme med en opfordring til alle om at blive vaccineret. Jeg har selv fået tredje stik og opfordrer alle til at gøre det samme.”

Relaterede artikler:

Medier: Danmark står foran omfattende nedlukning

Folketinget genåbner generelle hjælpepakker

Politisk beslutning om der lukkes for udlandsrejser