- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Corona-hjælpepakke skal redde turismen i Grønland

Det grønlandske selvstyre har afsat godt seks millioner kroner til en hjælpepakke til landets turismeindustri. Pakken betyder, at rejser internt i Grønland bliver 30-35 procent billigere.

Ifølge det grønlandske medie, Sermitsiaq.AG, har det grønlandske selvstyre introduceret en såkaldt mobilitetspakke, der skal gøre rejser internt i Grønland billigere. Pakken skal gøre det attraktivt for flere grønlændere at holde ferie i eget land i sidste del af højsæsonen. Dermed vil det grønlandske landsstyre, Naalakkersuisut, række det hårdt trængte turismeerhverv en hjælpende hånd i et år, hvor den udenlandske turisme har været nulstillet.

Hjælpepakken på godt seks millioner kroner er fortrinsvist møntet på Air Greenland og de to rederier, Disko Line og Arctic Umiaq Line. Derudover regner landsstyret med, at en række mindre ruteoperatører også vil kunne få del i hjælpepakken, der skal gøre det 30 til 35 procent billigere at rejse rundt i Grønland.

Forlænge sommersæsonen
Håbet er, at det grønlandske turismeerhverv kan forlænge sommersæsonen lidt – og dermed redde noget af den tabte omsætning hjem.

”Det, jeg håber på, er at få skabt en lille skuldersæson til sommersæsonen. Så flere, der ikke har haft råd til at rejse, nu kan få det. Og til at nogen vil tage springet og tage en rejse mere. Det handler om at få stimuleret økonomien,” siger Naalakkersuisoq (minister, red.) for Erhverv, Jens-Frederik Nielsen, til Sermitsiaq.AG.

Air Greenland allerede i gang
Arbejdet med at få forlænget højsæsonen er da også noget, som Air Greenland allerede arbejder på i form af en kampagne, der skal få turisterne til at rejse senere end normalt.

”Højsæsonen – der hvor vi tjener pengene – er tabt. Men det er en af vores strategiske satsninger i forhold til de nye lufthavne at få udvidet skuldersæsonen, og det kan vi så få testet af i år,” sagde Air Greenlands direktør, Jacob Nitter Sørensen, i et interview med vores søstermedie, CHECK-IN.dk, i sidste uge.

Ifølge Sermitsiaq.AG har Naalakkersuisut og Air Greenland allerede indgået en aftale, som vil blive præsenteret i næste uge.

”Dialogen har været i gang længe, og vi har set på, hvad der er muligt. Med hensyn til Air Greenland taler vi om et vist antal billetter. Der er indgået en kontrakt med selskabet, der er afgrænset beløbsmæssigt,” siger Jens-Frederik Nielsen til Sermitsiaq.AG.

Vigtigt at få gang i indenrigstrafikken
For Air Greenland er det også vigtigt at få gang i indenrigstrafikken igen.

Under første del af coronakrisen i foråret, var selskabets atlanttrafik det forretningsområde, der var hårdest ramt, men også indenrigstrafikken har været nødlidende. Der har været færre forretningsrejser, konferencer og generalforsamlinger end normalt, og forsamlingsforbuddet har også ramt uddannelsesinstitutionerne. Og det har smittet negativt af på indenrigstrafikken.

 

Relaterede artikler:

Trump medvirker til boom i Grønlandsejser

Asiatisk hotelkæde vil opføre luksushotel i Grønland

Moderne arktisk gastronomi i Grønland