- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Danmark scorer højt på ny liste med rejsefavoritter

Bornholm, København, Københavns Lufthavn og fem hoteller lander højt i årlig læserundersøgelse fra det vigtige rejsemagasin Condé Nast Traveler i dets Readers’ Choice Awards.

Dansk turisme kan generelt være godt tilfreds med resultaterne af den 32. udgave af Readers’ Choice Awards fra Condé Nast Traveler, der regnes for verdens største rejsemagasin.

Ifølge magasinet har 600.000 af dets læsere stemt indenfor en række kategorier – og her scorede flere danske destinationer med mere rigtig godt.

Bornholm får ekstra opmærksomhed af i Readers’ Choice Awards fra Condé Nast Traveler – øen kåres som Europas næstbedste ferieø. Pressefoto: Destination Bornholm.

Bornholm er således Europas næstbedste ferieø – ligesom der er topplaceringer til byen København, Københavns Lufthavn og fem hovedstadshoteller.

På den årlige Readers’ Choice Awards blev Bornholm nummer to over de bedste ferieøer i Europa – kun overgået af den kroatiske ø Hvar.

Condé Nast Traveler inviterer hvert år sine læsere fra hele verden til at stemme på deres yndlings rejsedestination i forskellige kategorier, og i år blev Bornholm den næstbedste ferieø i Europa i kategorien ’Top 5 Islands in Europe’ foran blandt andet Kreta, Paros og Mykonos.

”Bornholm har alt det, rejsende efterspørger. Nemlig overvældende natur, vidunderlig mad og en autentisk oplevelse af dansk kultur. Når Bornholm er valgt foran øer, der globalt er langt mere kendte, handler det om, at rejsende i dag søger ukendte perler,” siger PR & press manager Kathrine Simonsen fra VisitDenmarks amerikanske markedskontor i New York og tilføjer:

”Når Condé Nast Traveler kårer Bornholm som Europas næstbedste ø, er det en blåstempling med betydning for læserne og andre rejsemedier verden over, som bruger magasinet som inspirationskilde og referenceramme for nye trends.”

I pressemeddelelsen fra VisitDenmark siger direktør Pernille Kofod Lydolph fra Destination Bornholm: ”Det er en flot anerkendelse af Bornholm som feriedestination. Brandingværdien af kåringen er stor, og den kan vi i høj grad bruge i markedsføringen.”

København i Top 10 blandt verdens største byer
Condé Nast Traveler har blandt andet også liste over verdens bedste store og mindre rejsebyer.

På Top 10 over årets bedste store rejsebyer er København nummer seks. Om hovedstaden skriver magasinet, at København har højdepunkter der for eksempel er perfekte for krydstogtpassagerer, der har en dag eller to før eller efter deres krydstogt starter eller slutter i Københavns Havn.

Magasinet fremhæver, at København har 17 restauranter med en eller flere Michelin-stjerner, anført af Noma, men der peges også på typiske turistattraktioner som Nyhavn, Tivoli, Rosenborg Slot – eller bare en cykeltur i København.

På listen over verdens bedste store rejsebyer er Sydney nummer 10 – og nedtællingen til nummer ét passerer Taiwans hovedstad, Taipei, Barcelona og Amsterdam på syvendepladsen efter København.

Foran København kommer japanske Osaka, Wien, Singapore, japanske Kyoto, mens Japans hovedstad, Tokyo, topper denne liste.

Københavns Lufthavn lander på 7. pladsen over verdens bedste lufthavne i den nye læserundersøgelse fra Condé Nast Traveler.

Københavns Lufthavn blandt verdens bedste
En anden af listerne på Readers’ Choice Awards har fokus på verdens ti bedste lufthavne.

Her er Københavns Lufthavn nummer syv – og får disse ord med på vejen af Condé Nast Traveler:

”Københavns Lufthavn er en hovedlufthavn for SAS og Norwegian – lufthavnen scorer højt for dens effektivitet og Danish design. Den ligger under ti kilometer fra den danske hovedstad, det tager 12 minutter med toget. Luftavnen er kendt for sit brede udbud af restauranter og barer, dets duty free shopping center er angiveligt Europas største – og lige ved siden af ligger lufthavnshotellet Clarion, en favorit hos lufthavnens transfer passagerer.”

Condé Nast Traveler’s liste over verden ti bedste lufthavne har München som nummer 10 fulgt af Amsterdam Schiphol, Marco Polo Airport ved Venedig, Zürich Airport, Hong Kong International Airport (HKG) og Dubai International Airport (DXB)

Top 3 udgøres af Incheon International Airport (ICN) ved Sydkoreas hovedstad, Seoul, lufthavnen ved Qatar hovedstad, Doha, Hamad Airport, mens Singapore Changi også topper denne liste som verdens bedste lufthavn.

Hotel Skt. Petri i København er ifølge Readers’ Choice Awards fra Condé Nast Traveler det tredjebedste hotel i Nordeuropa. Pressefoto.

Københavnske hoteller blandt Europas bedste
En anden liste fra på årets Readers’ Choice Awards fra Condé Nast Traveler er de 25 bedste hoteller i Nordeuropa – fem af disse er i København.

Øverst er Amerikalinjen i Oslo fulgt af Hotel Astoria, A Rocco Forte Hotel, i St. Petersborg, og med Hotel Skt. Petri i København på tredjepladsen og Danmarks nok fineste femstjernede hotel, d’Angleterre, på fjerdepladsen. Nummer fem er hotellet The Toren i Amsterdam.

De øvrige skandinaviske hoteller på top 25 over Nordeuropas 25 bedste, ifølge læserne af Condé Nast Traveler, er Hotel Diplomat og At Six i Stockholm, Hotel Danmark i København, Hotel Continental og The Thief i Oslo, Grand Hôtel i Stockholm, Herman K og Hotel SP34 i København.

Den amerikanske og britiske udgave af Condé Nast Traveler/Traveller fusionerede i januar i år og cementerede dermed positionen som verdens største rejsemedie. Sammenlagt har deres magasin 3,8 millioner læsere og 8,2 millioner unikke online brugere.

Relaterede artikler:

“Bornholms brand er blevet stærkere”

Her er Københavns 7.500 nye hotelværelser

Københavns nye Metro-linje styrker turismen