Københavns nye Metrolinje, M3 Cityringen, har 17 nye stationer på blandt andet Vesterbro, Frederiksberg, Nørrebro, Østerbro og Indre By. På billedet kører Metrotog ved DR-Byen. Pressefoto: Metroselskabet, Büro-Jantzen.

Københavns nye Metro-linje styrker turismen

Dansk Erhverv glæder sig over den nye Cityring-metrolinje, der efter planen åbner på søndag. ”Det er en god gave til turismen i København,” lyder det.

Metroselskabet indvier på søndag – efter otte års byggeri – M3 Cityringen, der med 17 nye stationer vil forbinde Vesterbro, Frederiksberg, Nørrebro, Østerbro og Indre By, herunder blandt andet Rådhuspladsen.

Klik for stort format. Her er nogle af de mange, også kulturelle, attraktioner ved den nye Metrolinje via Dansk Erhvervs oplevelsesnoter på Metroselskabets kort over Cityringen. Illustration: Dansk Erhverv.

Den nye metrolinje vækker blandt andet glæde hos arbejdsgiverforeningen Dansk Erhverv, der også repræsenterer en række aktører indenfor dansk turisme, herunder hoteller.

Lars Ramme Nielsen, chef for turisme og oplevelsesøkonomi i Dansk Erhverv, siger:

”Dansk Erhverv har krydset Cityringen med de største attraktioner i København. Konklusionen er klar. Metroen åbner byen for turister, den er en gave til mange attraktioner og er et af midlerne mod koncentration og oplevet overturisme i dele af byen.”

Cityringen vil med forbinde København H, Indre By, Østerbro, Nørrebro, Vesterbro og Frederiksberg. Den nye metrolinje får 17 underjordiske stationer. På to af stationerne, Frederiksberg og Kongens Nytorv, kan rejsende skiftes til de eksisterende metrolinjer.

Mange flere attraktioner forbindes med Metroen
VisitDenmark opgør årligt de største attraktioner i København. På listen er attraktioner der har entré – og dermed et tælleapparat.

Med den eksisterende Metro-linjeføring betjenes kun tre af de 12 største attraktioner i København/Frederiksberg med Metroen. Rundetårn, Statens Museum for Kunst og Rosenborg Slot har indtil videre haft den glæde, noterer Dansk Erhverv og fortsætter:

”Med de nye metrostationer på blandt andet Rådhuspladsen, København H, Marmorkirken, Gammel Strand og Frederiksberg Allé er der grund til at glæde sig hos Tivoli, Ny Carlsberg Glyptotek, Nationalmuseet, ZOO og Planetariet.”

Lars Ramme Nielsen siger: ”I virkeligheden ved vi ikke, hvor besøgte væsentlige dele af Københavns attraktioner uden entré er. Hverken ved Den lille havfrue eller på Christiania er der et tælleapparat.”

Åbner for flere turister
Cityringen åbner nye dele af byen for turisterne, konstaterer Dansk Erhverv:

”Det bliver nemmere at komme til for eksempel Marmorkirken, Amalienborg og Den lille Havfrue. Dels er der rekreation, plads og store oplevelser i vente på klassiske københavner highlights som Assistens Kirkegård, ved Søerne, i Frederiksberg Have og i Fælledparken.”

Dansk Erhverv hæfter sig også ved, at den udvidede metro åbner op for københavnernes urbane livsstil på brokvartererne og Frederiksberg. Herunder bliver ”Superkilen” på Nørrebro og i Kødbyen langt mere tilgængelige.

Dansk Erhverv hilser metroudvidelse velkommen og ser det som et af midlerne mod koncentration og oplevet overturisme i dele af København.

”Det er helt i tråd med den nylige analyse fra Wonderful Copenhagen, 10XCopenhagen, der viser, at jo flere områder turisterne har besøgt, desto større tilfredshed er der ved at besøge København,” siger Lars Ramme Nielsen og tilføjer:

”Samtidig har vi blik for de mange nye hotelprojekter i byen. Både gæsterne der bor på hotel centralt som på de nye hoteller ved lufthavnen, i Nordhavn og i Carlsberg byen vil komme hurtigere rundt og bredere ud. Turismen og turisterne glæder sig til åbningen på søndag.”

Relaterede artikler:

WoCo-konference har fokus på bæredygtig turisme

Cirkusbygningen fejrede bedste partnere

Copenhagen Card bliver digitalt