- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Her er Danmarks 10 største hoteller – uden for København

Samlet har de 10 største danske hoteller uden for København 2.753 værelser. Alene i Aarhus er der mindst fem nye hoteller på vej.

Listen over Danmarks i øjeblikket 10 største hoteller målt i antal værelser har kun et uden for hovedstaden, nemlig Nyborg Strand Hotel & Konferencecenter med 426 hotelværelser. Horesta opgjorde i går for standby.dk denne liste over de ti største hoteller uden for København målt i antal værelser:

Nyborg Strand Hotel & Konferencecenter med de 426 værelser, CabInn Aarhus har 401, Wakeup Aarhus, der hører under Københavns største hotelkæde, Arp-Hansen, åbnede sidste år med 315 værelser og på fjerdepladsen er Comwell Aarhus, der har 240 værelser – men planer om yderligere 198. Herefter følger som nummer fem på listen CabInn Aalborg med 239 værelser.

De fem sidste hoteller på Top 10 over hoteller med flest hotelværelser uden for København er Radisson Blu Scandinavia Hotel i Aarhus med 234, Scandic Aarhus City kan tilbyde 228 hotelværelser, Marienlyst Strandhotel ved Helsingør rummer 225, Hotel Legoland i Billund har 223, mens Konventum (LO-Skolen ved Helsingør) følger lige efter på listens 10. plads med 222 værelser.

Fem nye hotelprojekter i Aarhus
Der er størst fremmarch af nye danske hoteller i København og Aarhus. Alene i Aarhus er der fem nye hotelprojekter på vej:

Comwell Aarhus vil udvide fra de nuværende 240 værelser med yderligere 198 – og kommer dermed op på 438 værelser. Det vil gøre Comwell Aarhus til det største hotel målt i antal værelser uden for hovedstaden. NA Ejendomsservice har planer om et hotel i bydelen Skejby nord for Aarhus med 275 hotelværelser og 100 hotellejligheder. Zleep Hotels vil, også i Skejby, opføre hotel med 100 værelser.

Danmarks største hotelkæde, Scandic, skal drive sit største hotel uden for København – det forventes at åbne i Aarhus Havn i 2022 med cirka 500 værelser, mens den københavnske kæde Brøchner Hotels skal drive et boutique hostel med 120 værelser i Aarhus tidligere hovedbibliotek i Mølleparken.

I København er den danske lavpriskæde CabInn i øvrigt i gang med opførelsen af hvad, der bliver Danmarks største hotel, 1.200 værelser på Kalvebod Brygge tæt på centrum og Københavns Havn. Danmarks største hotel er i dag AC Hotel Bella Sky Copenhagen ved Bella Center med 812 værelser.

Relaterede artikler:

Flere hoteller på vej blandt Danmarks største

Stort Aarhus-hotel bliver endnu større

Klar med Danmarks dyreste hotelsuite