- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Dansk Erhverv: Hotelpriser ikke alene skyld i nulvækst

TURISME: Høje priser på hotelværelser i København kan være en medvirkende årsag til, at der har været lav vækst i kinesiske overnatninger i 2017, erkender Dansk Erhverv.

TURISME: Høje priser på hotelværelser i København kan være en medvirkende årsag til, at der har været nulvækst i kinesiske overnatninger i 2017, medgiver Dansk Erhverv.

Ambitionerne har været store, men resultaterne har vist sig at være relativt små.

Danmark og Kina indledte i begyndelsen af 2017 et samarbejde, der havde til formål at få flere kinesiske turister til Danmark. Målet har været en stigning på 40 procent i kinesiske overnatninger fra 2016 til 2018, men væksten har imidlertid blot været på én procent i perioden januar til august 2017.

Det er China National Tourism Administration, Erhvervsministeriet, Udenrigsministeriet og VisitDenmark, der via en række initiativer har forsøgt øge turismen i de to lande.

Én af hovedårsagerne til den lave vækst af kinesiske overnatninger i 2017 er høje værelsespriser på hotellerne i København. Det vurderede Flemming Bruhn, der er VisitDenmarks markedschef for Kina, i går over for standby.dk.

Høje belægningsprocenter
Dansk Erhverv glæder sig over den store interesse for at være turist i København, men organisationen er samtidig bevidst om – og medgiver – at høje hotelpriser kan afholde kineserne fra at overnatte i landet.

”Der er heldigvis mange turister, der gerne vil opleve København i øjeblikket, og derfor ser vi høje belægningsprocenter – helt op omkring 90 procent i højsæsonen i 2017. Høj efterspørgsel afspejler sig i priserne, og det kan være medvirkende til den lave vækst i kinesiske overnatninger. Men hotelkapaciteten og hotelpriserne er ikke den eneste forklaring,” siger Mette Feifer, der er markedsdirektør i Dansk Erhverv, til standby.dk.

”Gennemsnitsprisen i juli måned i år var faktisk stort set identisk med prisen i 2016 – men alligevel var der et fald i de kinesiske overnatninger i forhold til samme måned året før. Så der må også være andre årsager til den lavere vækst i kinesiske overnatninger.”

Tal fra Dansk Erhverv viser, at der var 16.294 kinesiske overnatninger i København i juli 2016, og tallet faldt til 15.911 i samme måned i 2017. Det svarer til en tilbagegange på 2,4 procent. Tallet skal formentlig ses i sammenhæng med, at kinesiske turister i større omfang i seneste sommersæson – ifølge VisitDenmark – valgte at overnatte i eksempelvis Malmø på dages Norden-rundtur, og så tage en dagstur til København.

Massive investeringer i hoteller
Den høje efterspørgsel på hotelværelser i København betyder, at hotellerne ofte må skuffe potentielle kunder, der ønsker at benytte det respektive hotel.

”Når hotellerne kører med belægningsprocenter helt oppe på 90 procent, så er der mange gange, hvor de må melde alt udsolgt, eller hvor prisen på de sidste værelser bliver højere. Sådan er det jo med udbud og efterspørgsel,” forklarer Mette Feifer.

Dansk Erhverv laver en hotelstatistik i samarbejde med Benchmarking Alliance, og tal viser, at gennemsnitspriser for københavnske hoteller ligger mellem 777 og 1.200 kroner per måned.

Hotellerne kan sælge flere værelser, end de har til rådighed, og det har resulteret i massive hotelinvesteringer i de kommende år i København. Frem til år 2021 bliver der skabt 9.353 nye hotelværelser i hovedstaden, og det skal få priserne til at justere sig.

”Med de store nye investeringer er jeg sikker på, at markedet kommer til at regulere priserne, så der bliver plads til endnu flere turister i alle prissegmenter,” siger Mette Feifer.

”Det er godt for København som destination, at der kommer så mange nye hotelværelser – lige fra budget-segmentet til high end. Udbuddet bliver større, og vi kommer ikke til at opleve samme spidsbelastningssituationer, hvor vi må sige nej til gæster. Vi håber naturligvis at turismen vil vokse så meget også i de kommende år, at den store nye kapacitet kan blive fyldt ud.”

Hele Danmark skal med
For at turismen vil vokse, handler det ifølge Mette Feifer blandt andet om at sikre gode adgangsforhold i lufthavnen. Og så skal der tænkes i bedre muligheder for at kaste lys over Greater Copenhagen, så turisterne får øjnene op for oplevelser i andre steder af landet.

VisitDenmark har i forbindelse med det dansk-kinesiske turismeår netop lanceret fem signaturruter, som i større grad skal få kinesiske turister til at drage ud i landet og få oplevelser. Tiltaget er først blevet taget for nylig, så den fulde effekt heraf lader vente på sig.

Fælles for VisitDenmark og Dansk Erhverv er ikke overraskende, at man ønsker endnu flere kinesiske turister til det danske kongerige i fremtiden.

”Vi håber – ligesom VisitDenmark – at den store indsats i forbindelse med turismeåret 2017 giver flere kinesiske turister i de kommende år,” slutter Mette Feifer fra Dansk Erhverv.

 

Relaterede artikler:

Dyre hoteller påvirker kinesisk turismevækst

Vellykket dansk-kinesisk turismeår

Kinesiske turister vil København på egen hånd