- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Dansk Erhverv tror på flot sommer for dansk turisme

Der kæmpes om danskernes rejsegunst, mange skal til udlandet, andre holder dansk ferie. Dansk Erhverv forventer godt med danske og udenlandske turister på danske feriesteder.

De danske feriesteder summer igen af gæster. De udenlandske turister er på vej tilbage, og danskernes kærlighed til en sommerferie i Danmark er blevet styrket under coronapandemien.

Det skriver Dansk Erhverv i en pressemeddelelse. I den siger Lars Ramme Nielsen, markedschef for turisme, kultur og oplevelser i Dansk Erhverv:

”Rejsebranchen melder, at ekstra mange danskere i år forventer at rejse til udlandet ovenpå to somre præget af corona. Men samtidig ser vi også at pandemien har øget kærligheden til at tage på ferieophold i Danmark. Det er godt nyt for de danske feriesteder, attraktioner og for eksempel butikslivet ved de danske kyster, som i høj grad lever af turister.”

Dansk Erhverv har, ifølge egne tal, 1.100 medlemsvirksomheder inden for Turisme, Oplevelse og Kultur, herunder 80 procent af Københavns hotelkapacitet, mens det er op imod 60 procent på landsplan.

Over 2019-niveau
Antallet af overnatninger i lejede danske feriehuse, camping og feriecentre har i år frem til april ligget over niveauet i samme periode i 2019, mens hoteller og vandrehjem er tæt på at være tilbage, viser tal fra Danmarks Statistik.

For eksempel er antallet af overnatninger i feriehusene steget med godt 30 procent. Det glæder Feriehusudlejernes Brancheforening, som også melder om stigende efterspørgsel til sommeren. I pressemeddelelsen fra Dansk Erhverv siger Pia Loft, direktør for Feriehusudlejernes Brancheforening:

”Vi forventer en rigtig god sommer. De tyske gæster er tilbage, og markant flere danskere ønsker at holde ferie i Danmark. Gæsterne booker lidt senere end før. Og har man som feriehusejer lyst til at leje ud, så er der rigtig gode muligheder, da efterspørgslen er stor.

Eneste hår i suppen er, at vi i hele branchen er udfordret på manglen på arbejdskraft, og at vi mangler feriehuse til udlejning, så vi kan følge med de mange bookinger,” siger Pia Loft.

Danske hoteller i medvind
På de danske hoteller forventes der også stor travlhed denne sommer. Efterspørgslen fra udlandet er kommet godt i gang igen, men også danskerne er flittige gæster.

”De fleste hoteller ved kysterne har haft gode somre under coronapandemien, men nu begynder det også at lysne for København, der ser ind i en markant bedre sommer end i de to foregående år.

Tendensen er at turisterne booker senere end normalt, men med baggrund i meget fine tal i maj og juni håber vi, at det store rykind fortsætter henover sommeren,” siger Lars Ramme Nielsen fra Dansk Erhverv.

De danske hoteller har i foråret oplevet en solid efterspørgsel, viser tal fra Dansk Erhverv, og de foreløbige tal for juni ser gode ud. Med til at drive den positive udvikling er også de mange møder, private sammenkomster og store internationale kongresser, der er blevet udskudt til i år på grund af corona.

Fremgangen glæder Lars Ramme Nielsen, som understreger behovet for at sikre at tilstrømningen fastholdes: ”Danmark får en masse turisme forærende nu, som har ligget i lænker under corona. Vores konkurrentlande er i gang med at øge deres markedsføringsindsats. Danmark bliver også nødt til at opruste.

Manglen på arbejdskraft er udbredt også i turismen, så vagtplanerne bliver ekstra pressede til sommer, mens vi venter på politiske tiltag, der kan øge antallet af hænder og hoveder,” siger Lars Ramme Nielsen.

Relaterede artikler:

Krigen i Ukraine påvirker rejselysten forskelligt

Fastholder nye danske feriehusgæster

Royal Arena-direktør vil øge turismen i København

Også i år vil København mangle udenlandske turister