- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Dansk flyselskab klar med weekendrejser

For at finde ekstra beskæftigelse til sine to ATR72-500 propelfly, der primært flyver fem daglige returture og én såvel lørdag som søndag mellem Sønderborg og København, går Alsie Express nu på vingerne med et nyt koncept.

Time2Fly vil en gang om måneden – i første ombæring i oktober, november og december – flyve én forlænget weekendtur, torsdag til søndag eller fredag til mandag. Det primære krav er, at flyvetiden ikke er meget mere end to timer fra Sønderborg.

Den engelske kanalø Jersey er første tur med afgang torsdag 3. oktober og hjemkomst søndag 6. oktober. Det er den længste flyvetur af de tre første udbudte destinationer med små tre timer til øen i Den engelske Kanal.

I november går turen til Beatles-byen Liverpool fra fredag den 8. til mandag den 11. november – i den weekend spiller Champions League-mestrene Liverpool hjemme på Anfield Road i Premier League mod rivalerne fra Manchester City, der i sidste sæson vandt den bedste engelske række.

Og torsdag den 5. til søndag den 8. december kan gæsterne med Alsie Express komme til Prag og blandt andet juleshopping i den tjekkiske hovedstad.

64 pladser til destinationerne
Når de sorte ATR’er fra Alsie Express flyver mellem Sønderborg og København har de oftest kun 48 sæder; det giver bedre benplads og kun behov for én kabineansat. Men Time2Fly-turene bruger alle de 64 sæder, ATR’en må have – og med over 50 sæder skal der også være to kabineansatte.

Alsie Express stiller kun fly til rådighed for weekendturene, passagererne skal selv sørge for hotel og det andet praktiske på destinationen, herunder transport samt for eksempel at prøve at få billet til fodboldkampen i Liverpool, siger administrerende direktør for seks år gamle Alsie Express, Lone Koch, til STANDBY.dk

”Alsie Express har før udbudt nogle svipture og det er der blevet taget godt imod. Vi satte i går Jersey, Liverpool og Prag til salg – og allerede her torsdag morgen har vi solgt 35 af de 64 pladser til Jersey, så vi er meget tilfredse med de bookinger, vi indtil nu har fået,” siger Lone Koch og fortsætter:

”Da vi begyndte at kigge på projektet Time2Fly, havde vi fokus på en række forskellige destinationer, der typisk ikke er mere end to timers flyvning fra Sønderborg. Bliver de tre første rejser en succes, kan vi måske fortsætte og udvikle dette nye koncept. Der er mange spændende regionale lufthavne et par timers flyvning fra Sønderborg. Vi har kig på andre lufthavne, men jeg vil ikke sige hvilke, for ikke at give nogen falske forhåbninger.”

ATR-flyene overnatter de tre dage med weekendturene på destinationerne. ”Det bliver også spændende for vores besætninger, så jeg tror ikke vi får problemer med have nok frivillige til de tre ture,” siger Lone Koch og fortsætter: ”Flyene holder stille de tre dage på destinationen – men kan selvfølgelig blive solgt til en flyvning i perioden, hvor de ikke bruges.”

Ved at tilbyde de ekstraordinære flyvninger fra Sønderborg lærer Alsie Express flere gæster i lokalområdet nord og syd for den dansk-tyske grænse, at Sønderborg er en god lufthavn at flyve fra, den har for eksempel gratis parkering.

Lone Koch siger også, at flyselskabet ikke er blind for måske at kunne skabe en slags Alsie Rejseklub med månedlige særflyvninger.

”Vi har i tre år haft charterflyvninger om sommeren for Gislev Rejser ud af Sønderborg Lufthavn – dermed har Gislev været med til at få kundernes øjne åbnet for at man fint kan flyve på ferie fra Sønderborg,” siger Lone Koch.

Relaterede artikler:

”Vi vil være Danmarks bedste indenrigsselskab”

Lille stigning i danske rejser til Storbritannien

Tjekkoslovakiet fejrer 100 års fødselsdag