- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Dansk hotelkæde henter ny direktør hos konkurrent

Vibeke Stentoft er ny hotelchef på Comwell Kongebrogaarden i Middelfart, hentet fra direktørstilling hos nærliggende konkurrent. Dermed er lille direktørrokade hos Comwell på plads.

50-årige Vibeke Stentoft, der i dag, mandag, tiltrådte som ny chef for Comwell Kongebrogaarden i Middelfart, afløser Thomas Raaber, der i februar blev hotelchef for Comwell Kolding.

Her tiltrådte han i stedet for Camilla Buus Nørhave, der forlod direktørstillingen på Comwell Kolding for at blive driftschef i Comwell-koncernen, der foreløbig tæller 14 hoteller i Danmark samt to i Sverige.

Vibeke Stentoft er uddannet hos DFDS Seaways, hun har haft forskellige salgsstillinger hos Radisson SAS i København og været booking- og konferencechef på Radisson-hotellet i Aarhus.

I 2007 kom hun til Sixtus Sinatur Hotel & Konference i Middelfart – de seks hoteller og konferencecentre i Sinatur-kæden ejes af Danmarks Lærerforening.

Vibeke Stentoft tog i 2014-2016 en afstikker fra Sinatur i Middelfart til fynske Hindsgavl Slot, hvor hun var hotelchef. I 2016 vendte hun tilbage til Sixtus Sinatur i Middelfart som direktør.

Aktiv i flere bestyrelser
Vibeke Stentoft glæder sig til nye udfordringer på Kongebrogaarden. Hun siger i en pressemeddelelse fra Comwell:

“Jeg glæder mig til nye og spændende udfordringer. Jeg er spændt på at møde mine nye kolleger og se, hvilken retning vi sammen kan løfte Kongebrogaarden i. Efter sin gennemgribende renovering står Kongebrogaarden jo som en funklende perle med nye muligheder for både møder og selskaber.”

Comwell Kongebrogaarden, der i efteråret 2018 vandt Danish Travel Awards-prisen som Danmarks Bedste Luksushotel, gennemgik også sidste år en storstilet renovering af samtlige værelser og suiter, lobby, og restaurant.

Vibeke Stentoft er aktiv i forskellige bestyrelser og er bland andet formand for VisitMiddelfart samt i styregruppen for Destination Lillebælt og Middelfart Lederforum. Hun er født og opvokset i Thy, men bor i dag med sin familie i Middelfart. I sin fritid er hun instruktør i Fitness World.

Direktør til største Comwell-hotel
I slutningen af sidste måned satte Comwell navn på direktøren for kædens største hotel i Danmark. Det bliver 45-årige Chren Vilander Thomsen, der skal stå i spidsen for Comwell Copenhagen Portside, der åbner til august næste år i Københavns Nordhavn med 484 værelser.

Han kommer fra en stilling som hotelchef på Comwell Køge Strand, hvor han afløses af 50-årige Pernille Pokriva, hotellets Meeting Designchef. Chren Vilander Thomsen og Pernille Pokriva begyndte i øvrigt samme dag i 2014 på Comwell Køge Strand.

Comwell-koncernen, der i år fejrer 50 års jubilæum, har foreløbig 950 fastansatte medarbejdere. Koncernen havde sidste år en omsætning på knap en milliard kroner.

De danske Comwell-hoteller har indtil nu omkring 2.000 hotelværelser, men yderligere 800 på vej i forskellige projekter. Udover Portside i København blandt andet også i Aarhus og Kolding.

Relaterede artikler:

Comwell i muligt samarbejde med international hotelkæde

Ny salgsdirektør til Danmarks største hotelkæde

Comwell skal have ny salgsdirektør