- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Dansk Industri håber på snarlig åbning til USA

Dansk Industri har eksempler på, at danske virksomheder sender medarbejdere 14 dage til Mexico kun med det formål, at de efterfølgende kan rejse ind i USA. ”Det giver ingen mening,” lyder det.

Endnu kan ingen EU-borgere under normale omstændigheder rejse ind i USA. Men måske er der et lille lys i mørket til de mange danske virksomheder, der tripper for at få lov at sende medarbejdere afsted til Danmarks største eksportmarked.

Dansk Industri citerer i sit nyhedsbrev en artikel fra nyhedsbureauet Reuters om, at USA arbejder med planer om at lade vaccination være et krav til indrejsende.

I en kommentar siger Louis Funder, chef for Dansk Industri i USA: ”Det vil være en stor lettelse for mange virksomheder, hvis vaccination kan give adgang. Vi har stadig til gode at se den konkrete udformning, og tidshorisonten er ikke-eksisterende. Derfor er jeg fortsat forsigtig med at sætte fuldt blus på håbet om snarlig åbning, men det giver grund til let optimisme,” siger han.

Barokke indrejserestriktioner
Louis Funder mener, at de eksisterende meget skrappe rejserestriktioner over for europæiske rejsende nærmer sig det barokke. Sammen med en mindre håndfuld lande som Kina, Indien, Brasilien, Iran og England er Schengen-området nemlig det eneste, USA har så hårde rejserestriktioner mod.

”Man kan uden problemer rejse direkte fra eksempelvis Tyrkiet eller Mexico med fly – ja faktisk fra langt de fleste lande i verden – til USA. Men altså ikke fra Schengen-området, hvor vaccineudrulningen ellers er rigtig godt undervejs og der er godt styr på COVID-situationen sammenlignet med mange andre steder,” siger Louis Funder.

Han har, siden rejserestriktionerne blev indført, fået mange henvendelser fra frustrerede danske virksomheder, der ikke kan besøge kunder, gennemføre investeringer og salg.

”Nogle af dem har kastet sig ud i mærkværdige øvelser, såsom at sende medarbejdere 14 dage til Mexico kun med det formål, at de kan rejse ind i USA efterfølgende. Det giver ingen mening, hverken fra et økonomisk eller et sundhedsmæssigt perspektiv,” siger Louis Funder.

Indtil USA for alvor åbner op for, at europæere kan rejse til landet, anbefaler Louis Funder, at virksomhederne kigger på, om de kan søge dispensation til indrejsen.

Han kender også til flere positive eksempler, hvor virksomheder har fået tilkendt indrejse – eksempelvis hvis de arbejder med kritisk infrastruktur, kan påvise reelle investeringer i USA eller har nogle stærke samarbejdspartnere i USA, der kan understøtte deres ansøgning.

”Virksomhederne kan altid gøre forsøget, da et afslag ikke vil afskære dem fra indrejse på et senere tidspunkt,” siger Louis Funder.

Danskernes foretrukne oversøiske rejsemål
Under normale omstændigheder er USA største oversøiske rejseland for danskerne. I sidste normale rejseår, 2019, året før coronakrisen, havde USA 314.000 ankomster fra Danmark, der rejste til USA som turister, erhvervsrejsende, studerende og så videre.

Samtidig er amerikanske turister blandt de største oversøiske grupper i Danmark. I 2019 var der 744.000 amerikanske hotelovernatninger i Danmark, det tal blev kun overgået af turister Sverige, Norge og Tyskland, viser tal fra VisitDenmark.

Relaterede artikler:

USA sender lille signal om at genåbne for turister

Canada genåbner for færdigvaccinerede turister

England genåbner for færdigvaccinerede turister