- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Danske attraktioner satte rekord i 2019 – frygter i år

Danmarks 50 mest besøgte turistattraktioner havde sidste år 27,3 millioner besøgende og femte år i træk med vækst. Mange attraktioner frygter i år ”et ordentligt smæk” på grund af coronakrisen.

Nye attraktioner, udstillinger og satsninger uden for højsæsonen fik gæsterne til at strømme til de danske attraktioner sidste år, viser VisitDenmarks netop offentliggjorte attraktionsliste for 2019.

De 10 mest besøgte attraktioner i Danmark havde i 2019 14,4 millioner besøgende, et fald på 107.000 sammenholdt med 2018:

1) Tivoli 4.581.000 (minus 5,6 procent i forhold til 2018)
2) Dyrehavsbakken 2.200.000 (-8,3 procent, anslået)
3) Legoland 1.700.000 (Legoland oplyser samme tal år efter år)
4) Zoologisk Have i København 1.571.000 (plus 29 procent)
5) Rundetårn 783.000 (plus 11,9 procent)

6) Djurs Sommerland 781.000 (minus 4,5 procent)
7) Louisiana 758.000 (plus 0,3 procent)
8) Botanisk Have i København 756.000 (minus 7,9 procent)
9) Aquadome – Lalandia Billund 682.000 (uforandret)
10) Tivoli Friheden 637.000 (plus 5,2 procent i forhold til 2018)

Zoo havde størst absolutte fremgang
De 50 mest besøgte attraktioner havde en samlet fremgang på 811.000 gæster eller 3,1 procent flere end i 2018. Zoologisk Have i København havde den største absolutte fremgang med 352.938 flere gæster end i 2018, en vækst på 29 procent.

Også to andre attraktioner bidrog i væsentlig grad til den samlede rekord, Aalborg Zoo med 118.350 ekstra gæster, knap 35 procent vækst, og Nationalmuseet med 99.163 ekstra gæster, en stigning på 27 procent sammenlignet med 2018, skriver VisitDenmark i en pressemeddelelse.

Helt ny på listen er Camp Adventure i Rønnede på Sydsjælland, som med det nyåbnede Skovtårn stryger ind på en 26. plads med 351.900 gæster.

Ud over Camp Adventure er Skagens Museum ny på top 50. Museet havde i 2019 en fremgang på 39 procent, og har dermed rykket fra nummer 54 i 2018 til nummer 44 i 2019. Også Geocenter Møns Klint og Palmehuset er nu med på attraktionslisten for 2019.

Tivoli er urørlig på toppen
Tivoli er igen i år sikker topscorer med knap 4,6 millioner gæster. Dyrehavsbakken, Legoland og Zoologisk Have i København ligger fortsat på 2., 3. og 4. pladsen.

Rundetårn er rykket op på 5. pladsen og har dermed byttet plads med Botanisk Have i København, som i 2019 er rykket ned på 8. pladsen. Djurs Sommerland og Louisiana fastholder henholdsvis 6. og 7. pladsen, mens Aquadome Lalandia Billund og Tivoli Friheden ligger på 9. og 10. pladsen som sidste år.

Forventer et hårdt 2020
Formand for Foreningen af Forlystelsesparker i Danmark, Søren Kragelund, forventer at 2020 bliver et hårdt år.

”Attraktionerne får et ordentligt smæk i 2020 og særligt de, der er afhængige af udenlandske turister. Men vi vil også se et andet mønster, end vi plejer i år. Jeg tror, vi går et travlt efterår i møde, hvor vi kan indhente noget af det tabte ved blandt andet at forlænge åbningstiderne,” siger Søren Kragelund.

Den årlige Attraktionsliste kan ses via dette link. Den udgives af VisitDenmark i samarbejde med de danske attraktionssammenslutninger.

Listen er baseret på besøgstal fra Danmarks Statistik, Foreningen af Forlystelsesparker i Danmark og frivillige indberetninger på opfordring af og til VisitDenmark.

Relaterede artikler:

Regeringens restriktioner koster turismen milliarder

Nu kan flere kan køre i rutsjebanerne

Her er Danmarks største turistattraktioner