- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Danske rejsebureauer vandt krydstogtpriser

Store italienske Costa Cruises har netop for 26. år i rap haft stor sammenkomst for sine bedste samarbejdspartnere med uddeling masser af priser – også til danske rejsebureauer.

(Marseille, Barcelona og Savona, STANDBY.dk) Ombord på skibet Costa Favolosa havde Costa Cruises fra i torsdags til i går, søndag, indbudt 1.800 rejsebureauagenter fra 32 lande, primært Europa, men også Indien, Israel og Libanon. Med i tallet var også pressefolk og repræsentanter fra Costa-rederiet.

Klik for stort format. De danske rejsebureauer var ved Costa Cruises-eventet repræsenteret af, fra venstre, MyCruise.dks direktør Claus Jensen, kolleger fra Benns, salgsdirektør Britta Vendelbo Pedersen og produktchef Betina Riis Jensen, samt MyCruises’ salgsdirektør Nicki Olsen. Foto: Henrik Baumgarten.

Anledningen var den 26. årlige uddeling af ”Protagonisti del Mare” priserne. Med disse viser rederiet at det værdsætter sine bedste samarbejdspartnere blandt rejsebureauer, der sælger hovedparten af Costas krydstogter.

Prisoverrækkelserne skete under et tredages minicruise med Costa Favolosa, hvor deltagerne gik ombord i Marseille, havde en dag i Barcelona og sejlede over et døgn frem til norditalienske Savona, cirka 50 kilometer fra Genova.

Der var så mange priser, at Costa havde opdelt det store award-show over to aftener; én for de tre største Middelhavsmarkeder, Italien, Frankrig og Spanien, og en aften for de øvrige.

Antallet af priser var ikke ligeligt fordelt mellem landene, for eksempel var der en lang række ekstra awards til det store tyske marked, så mange flere rejsebureauer kunne få en pris.

Til Norden var der seks priser som nogle af de 16 nordiske rejsebureauagenter kunne tage imod. Danske Benns under Kilroy-gruppen fik ligesom sidste år prisen for at være bedst til salg af grupperejser, MyCruise.dk, Danmarks største rejsebureau med fokus udelukkende på krydstogter genvandt også prisen som bedste online-rejsebureau i Norden, mens Thomas Cook Northern Europe, med herunder Spies i Danmark, fik prisen som bedste rejsebureau indenfor forretningsudvikling.

Klik for stort format. Alle de nordiske vindere med repræsentanter fra Costa Cruises og eventets konferencier. Foto: Costa Cruises,

Den fineste pris, Over the Top, som bedst sælgende nordiske rejsebureau endte igen i år hos finske Allied Travel Consultants, der nærmest udelukkende kun sælger Costas krydstogter.

Klik for stort format. Den 26. årlige uddeling af ”Protagonisti del Mare” priserne blev holdt på Costa Favolosa. Skibet, som Costa Cruises tog i brug i 2010, har plads til 3.800 passagerer i 1.500 kahytter og suiter – og har en besætning 1.100. Foto: Costa Cruises.

45.000 danske krydstogter
Der sælges årligt omkring 45.000 krydstogter i Danmark – med i tallet er også ture med norske Hurtigruten langs den norske kyst.

De krydstogtrederier, der sælger mest i Danmark, er Costa Cruises, italienske MSC Cruises, Norwegian Cruise Line og Royal Caribbean.

Produktchef Betina Riis Jensen fra rejsebureauet Benns, der genvandt prisen som bedste nordiske rejsebureau til grupperejser med Costa Cruises, sagde under turen til STANDBY.dk:

”Costa har et godt produkt til den rigtige pris – og Costa er super som samarbejdspartner.”

Benns sælger årligt over 100 grupperejser til krydstogter – primært med Costa, italienske MSC Cruises og de to datterselskaber Royal Caribbean og Celebrity – snart tilføjes også grupperejser med Norwegian Cruise Line.

90 procent af Benns krydstogtgæster rejser i grupper, primært såkaldte tilmeldingsture, hvor Benns udbyder grupperejser – resten er individuelle rejsende, de såkaldte FIT’er.

”Vores krydstogter er alt fra en uges varighed og op til 25 dage,” sagde Betina Riis Jensen.

Danmarks største rejsebureau for salg af krydstogter, MyCruise.dk, sælger cirka hver fjerde krydstogt i Danmark. Det ejes af administrerende direktør, Claus Jensen, og salgsdirektør Nicki Olsen.

Claus Jensen sagde under krydstogtet til STANDBY.dk: ”Vi har et godt samarbejde med Costa Cruises – som er en af vores primære samarbejdspartnere. Hos Costa får man meget for pengene; det er navnlig et rederi, vi anbefaler for førstegangsrejsende på krydstogt.”

MyCruise.dk har i øvrigt netop nu 100 gæster ombord på Costa Favolosa, der er på vej fra Middelhavet til Nordeuropa, hvor det skal sejle gennem sommeren. Der bliver blandt andet 16 anløb i Københavns Havn, hvor skibet skifter gæster. Hovedparten af gæsterne ombord på Costa Favolosa er italienere, franskmænd, spaniere og tyskere,

”Krydstogt konkurrerer i Danmark meget med charterrejser. Årets første måneder har salgsmæssigt været hårde for alle, men salget er igen begyndt at stige,” sagde Claus Jensen.

Amerikansk-ejet
Costa Cruises består af tre dele, selve Costa Cruises i Europa, Costa Asia, der navnlig sejler i Asien, samt det tyske rederi Aida. De tre rederier betjener 140 strækninger der samlet besøger 250 destinationer og har af- og påstigning i 60 havne, herunder Københavns Havn.

Costa-rederierne har i alt 28 skibe med plads til 85.000 passagerer, og yderligere fem på vej frem mod 2023, heraf to til Costa i Europa. Hele Costa Cruises ejes af amerikanske Carnival Cruises, verdens største krydstogtrederi.

Også Costa Cruises arbejder meget med miljøet, for eksempel vil rederiets kommende nye skibe primært bruge det mere miljøvenlige flydende naturgas, LNG, fremfor olie. Der er også stor fokus på for eksempel madspild – som eksempel har Costa fjernet madbakker fra sin buffetrestauranter så gæsterne tager mindre mad og dermed har et lavere spild.

Relaterede artikler:

Over 30 millioner på krydstogt i år

Største år for nye krydstogtskibe

MSC Cruises præsenterede nyt stort krydstogtskib