- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Dansker stopper som bestyrelsesformand i Scandic

Nordens største hotelkæde skal have ny bestyrelsesformand. Sidste år stoppede den danske koncernchef for Scandic Hotels.

Efter 11 år som bestyrelsesformand for Scandic Hotels takker danske Vagn Sørensen af på selskabets generalforsamling i Stockholm den 28. april, oplyser Scandic Hotels. Årsagen angives som en presset kalender for den 58-årige dansker, der blandt meget andet alene inden for rejsebranchen også er bestyrelsesformand for Air Canada og i bestyrelserne for det danske flyudlejningsfirma Nordic Aviation Capital, den internationale cateringkoncernen SSP (Select Service Partner) og Royal Caribbean Cruises.

Tidligere har Vagn Sørensen blandt andet været i bestyrelserne for DFDS Seaways, British Midland, Lufthansa Cargo og Spanair.

”Vi sender en varm tak til Vagn Sørensen for hans betydelige bidrag til Scandics succes under hans 11 år som bestyrelsesformand. Under Vagns tid har Scandic udviklet sig til det førende hotelkompagni i Norden, blandt andet med sin børsintroduktion,” siger Joel Lindeman, formand for Scandics såkaldte Nomination Committee, der blandt andet rådgiver bestyrelsen med forslag til nye bestyrelsesmedlemmer. Scandic har foreløbig 280 hoteller i drift eller på vej med omkring 55.000 hotelværelser og 16.000 medarbejdere.

Vagn Sørensen begyndte sin karriere som trainee hos SAS i Københavns Lufthavn i 1984, og senere gik turen blandt andet over lederstillinger som direktør i SAS Danmark og koncerndirektør i SAS’ hovedsæde i Stockholm. Efter han stoppede i SAS var han blandt andet koncernchef i Austrian Airlines mellem 2001-2006. Vagn Sørensen bor i dag i London med sin familie.

Dansk koncernchef sagde farvel til Scandic
Sidste år trak danske Frank Fiskers sig som koncernchef for Scandic Hotels og blev afløst af norske Even Frydenberg.

”Jeg forlader Scandic efter otte fantastiske år. Min partner og jeg vil have mere tid sammen i næste fase af vores liv. Vi er privilegerede ved at kunne trække os tilbage som unge, sunde og med spændende muligheder,” oplyste dengang 54-årige Frank Fiskers sidste år.

Frank Fiskers var første gang koncernchef for Scandic Hotels fra 2007 til 2010. Efter tre år uden for Scandic, vendte han tilbage i 2013. Inden Frank Fiskers kom til Scandic var han blandt andet hos Hilton, Rezidor og First Hotels.

Relaterede artikler:

Væksten kommer fra turismen

Air Canada får dansk formand

Dansker stopper som chef i Nordens største hotelkæde