Dansker stopper som chef i Nordens største hotelkæde

Frank Fiskers.

HOTELLER: Den danske koncernchef for den største hotelkæde i de nordiske lande stopper med udgangen af juli. Han afløses af nordmand, der kommer fra topjob hos Starwood, som bl.a. ejer Sheraton.

Danske Frank Fiskers stopper som koncernchef for Scandic Hotels, der har 230 hoteller med 44.000 værelser og 14.400 medarbejdere. Han afløses 1. august af norske Even Frydenberg.

”Jeg forlader Scandic efter otte fantastiske år. Min partner og jeg vil have mere tid sammen i næste fase af vores liv. Vi er privilegerede ved at kunne trække os tilbage som unge, sunde og med spændende muligheder. Men indtil Scandics nye koncernchef tiltræder, er der stadig meget at gøre,” skrev 54-årige Frank Fiskers i går på Twitter – uden at uddybe hvad de ”spændende muligheder” indebærer.

Frank Fiskers afløser, 53-årige Even Frydenberg , kommer fra Starwood Hotels & Resorts, der sidste år på verdensplan blev overtaget af Marriott. Even Frydenberg har været i hotelbranchen siden 1993 og har fra 2013 været ansvarlig for Starwood Hotels & Resorts’ operationer i Vesteuropa. Han tiltræder hos Scandic den 1. maj, og overtager rollen som koncernchef 31. juli, samme dag, hvor Frank Fiskers siger farvel.

”Jeg er glad for Even Frydenberg som Scandics nye koncernchef. Han har god baggrund fra en af verdens største hoteloperatører og kender via denne også det nordiske marked,” siger Scandic Hotels bestyrelsesformand, danske Vagn Sørensen.

Frank Fiskers var første gang koncernchef for Scandic Hotels fra 2007 til 2010. Efter tre år uden for Scandic, vendte han tilbage i 2013. Siden da er Scandic vokset fra 160 til i dag omkring 230 hoteller i primært Norden samt nogle få i Nordeuropa.

Inden Frank Fiskers kom til Scandic var han bl.a. hos Hilton, Rezidor og First Hotels.

”Frank har med sit store engagement og gode lederskab været med til at skabe Nordens største hoteloperatør. Han forlader et nu et børsnoteret, finansielt stærkt og markedsledende Scandic. Jeg takker Frank for hans store indsats,” siger Vagn Sørensen.

I samme pressemeddelelse fra Scandic siger Frank Fiskers: ”Jeg er stolt over min rejse med Scandic, med vores ansatte og kunder, mit hjerte banker for Scandic. Jeg har over længere tid taget beslutningen om at forlade Scandic. Men jeg har arbejdet i hotelbranchen siden jeg var 19, og nu, efter 35 år, er det tid til at sige farvel.”

Scandic størst i Danmark

Scandic er også i Danmark landets største hotelkæde. Foreløbig er der 23 Scandic-hoteller. 1. maj kommer endnu et, når First Hotel Copenhagen i Københavns Sydhavn bliver Scandics 9. hotel i Storkøbenhavn. Det omdøbes til Scandic Sluseholmen. Hotellet har 215 værelser. Tæt på det ligger Scandic Sydhavnen med 391 værelser.

I slutningen af næste år åbner Scandic to nye hoteller i centrum af København. Nybyggede Scandic Kødbyen får 370 værelser, mens Scandic Falkoner, som Scandic overtager fra Radisson, får ca. 330. Der bygges 160 værelser ovenpå den lave del af Falkoner-bygningen.

Foreløbig har Scandic over 3.800 hotelværelser i Danmark. Samlet havde Scandic-hotellerne sidste år for første gang over en million overnatninger i Danmark.​