- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Danskerne køber rejser online for milliarder

Halvdelen af de 133,5 milliarder kroner, danskerne i år forventes at bruge på onlineforbrug, går til rejser, viser den årlige rapport om dansk E-handel, oplyser Nets.

Danskerne kommer i år til at købe rejser online for 67 milliarder kroner – det er cirka halvdelen af det samlede onlineforbrug. Det viser den årlige rapport om Dansk E-handel, der i 2018 stiller skarpt på danskernes samlede forbrug på nettet. Analysen udgives af DIBS, en del af Nets.

Opgørelsen Dansk E-handel 2018 viser, at rejser er det mest populære køb online blandt danske forbrugere. 50 procent af danskernes samlede forbrug online går til kategorien rejser.

25 procent af danskerne har indenfor de seneste tre måneder bestilt flybilletter online, 24 procent har bestilt hotel og 16 procent har købt tog- eller busbilletter.

Mere konkurrence fra udlandet
Den omfattende analyse viser også en stærk stigende tendens – større konkurrence fra udlandet: Knapt halvdelen af danskerne handler nu på nettet i lande som Kina, Tyskland, USA og Storbritannien – og det er flere end nogensinde før, konstaterer DIBS.

”49 procent af danskerne har ifølge undersøgelsen handlet i udenlandske webshops de seneste tre måneder, det er en stigning på fire procentpoint siden 2017,” siger Henriette Høyer, salgsdirektør hos i DIBS, i en pressemeddelelse og tilføjer:
”Det markerer rapporten med en ny målingsmetode, der udelukkende afspejler danskernes forbrug, og dermed hvor internationaliseret og grænseløs danskernes e-handel virkelig er.”

Henriette Høyer siger blandt andet: ”Rejser er stadig danskernes største forbrugspost med 50 procent eller op imod 67 milliarder kroner af det samlede onlineforbrug.”

Kategorien ‘varer’ på andenpladsen udgør 35 procent med 46 milliarder kroner – og på tredjepladsen er kategorien ‘tjenester’ med 15 procent, eller 20 milliarder kroner af det samlede onlineforbrug, oplyser DIBS.

Rekordår for online-handel
Analysen viser også, at 2018 tegner til at blive endnu et rekordår for dansk e-handel: I alt skønnes tallet at blive de 133,5 milliarder kroner, viser de nye tal fra 12. udgave af Dansk E-handel – det er en stigning på 23 procent i forhold til 2017.

Rapporten fra DIBS er blevet til på basis af en YouGov-undersøgelse, hvor analyseinstituttet spurgte 7.000 nordiske forbrugere, heraf 2.000 danske – på vegne af DIBS.

Som noget nyt i år har DIBS-rapporten skærpet sit fokus på danskernes forbrug fremfor virksomhedernes omsætning. Det er sket for i højere grad at afspejle forbrugeradfærd fremfor brancheudvikling.

Hele DIBS rapporten kan ses her: dibs.dk/danskehandel

Relaterede artikler:

Danske rejsebureauer på kurs mod ny rekord

DRF savner selvkritik hos rejsebureauer

Asien har flest af verdens største passagerruter