Danskerne henter blandt andet inspiration til deres rejser på messer som Ferie for Alle i Messecenter Herning. Foto: MCH, Messecenter Herning.

Danske rejsebureauer på kurs mod ny rekord

Der er endnu ingen officielle tal, men feriebureauerne hos Danmarks Rejsebureau Forening melder nærmest samstemmende om, at 2018 bliver et rigtig godt år.

”Vi har foreløbige meldinger fra nogle af vores medlemmer – de siger næsten alle, at deres salg i år på nuværende tidspunkt ligger et godt stykke over samme tid sidste år. Nogle, men ikke alle, taler om en stigning i salget på op til ti procent,” siger afdelingschef i Danmarks Rejsebureau Forening, advokat Jakob Hahn, til STANDBY.dk

Danmarks Rejsebureau Forening, den største brancheforening for danske rejsebureauer, har cirka 100 medlemmer – primært ferie- og erhvervsrejsebureauer. Samlet omsætter DRF’s medlemmer for omkring 30 milliarder kroner om året, hvilket svarer til cirka 65 procent af den totale omsætning i den danske rejsebranche. Charterbureauerne har deres egen brancheforening, Rejsearrangører i Danmark.

”Varmen i Danmark i denne tid har taget noget af pusten fra salget, siger vores medlemmer – men de solgte omvendt rigtig godt op til sommermånederne og melder om et ekstremt stort salg for rejser til efteråret og den kommende vinter,” siger Jakob Hahn.

Blandt højdespringerne indenfor salg af ferierejser til danskerne er ifølge DRF navnlig Tyrkiet, men også Portugal har i år store stigninger i antal af danske ferierejsende. Ligeledes er blandt andet Kroatien gået markant frem sammenlignet med sidste år.

Tyskland har flest danske turister
En omfattende undersøgelse af danskernes rejsevaner fra det danske analyseinstitut Epinion viste for nylig, at Tyskland, Spanien, Italien og Sverige er de lande, hvor flest danskere har overnatninger i forbindelse med deres ferier.

Sidste år var Tyskland atter landet med flest danske overnatninger, i alt havde 27 procent danskere sidste år overnatninger i Tyskland – Spanien på andenpladsen havde 11 procent af danskernes overnatninger. I alt blev det til tæt på 3,3 registrerede danske overnatninger i Tyskland sidste år – tallet er reelt meget højere, da den officielle statistik ikke medtager Airbnb, private overnatninger eller overnatningssteder med under ti sengepladser, for eksempel sommerhuse.

Ifølge analysen fra Epinion ”Sådan rejser danskerne”, har 69 procent af alle danskere over 18 år planlagt mindst én ferierejse i løbet af i år. En del holder deres ferie i Danmark, herefter følger klassiske rejsemål som Spanien, Grækenland, Italien og Frankrig som nogle af de absolutte topscorere.

Relaterede artikler:

Familie og venner er største inspiration til ferierejser

Masser af tal om danskernes ferierejser

Ny lov øger krav til udbydere af pakkerejser