- STANDBY.DK - https://standby.dk -

DFDS julede med rejsebranchen

DFDS havde atter julefrokost for samarbejdspartnere blandt hoteller, incomingbureauer og leverandører. Dagen forinden havde rederiet traditionen tro over 200 hjemløse til julefrokost.

Der var omkring 160 repræsentanter fra DFDS Seaways’ partnere i rejsebranchen samt leverandører, da rederiet ombord på Crown Seaways fredag havde indbudt til sin årlige julefrokost mens skibet lå i Københavns Havn.

Crown Seaways betjener sammen med Pearl Seaways rederiets’ passagermæssigt største rute med omkring 777.000 rejsende i år mellem København og Oslo. DFDS har tæt samarbejde med incomingbureauer ligesom rederiet alene i København sælger omkring 15.000 hotelovernatninger til primært norske rejsende, der har købt pakker hos DFDS med skibstransport, hotel plus for eksempel billet til Tivoli.

DFDS har ofte fuldt hus på de to skibe på ruten. Når rederiet en dag skal have nye skibe til ruten, må de gerne have kapacitet til omkring 1,1 million årlige rejsende, sagde Brian Thorsted Hansen, chef for DFDS’ passagerdivision, til STANDBY.dk i forbindelse med fredagens sammenkomst og tilføjede:

”Vi har i år haft en række udfordringer på København-Oslo; det har været en blanding af en svækket norsk krone, der har betydet færre norske passagerer, ligesom sommerens VM-slutrunde i fodbold også betød færre rejsende.”

På plussiden kunne DFDS forleden glæde sig over atter at have vundet prisen som blandt andet Europas Førende Færgeoperatør ved World Travel Awards. DFDS har vundet prisen de seneste syv år.

Julefrokost for de hjemløse
Og mens der fredag var julefrokost for samarbejdspartnerne i rejsebranchen på Crown Seaways, var der dagen forinden for 9. år i træk julefest på Pearl Seaways, da skibet lå i Københavns Havn, for Københavns hjemløse. Samme dag blev der holdt en tilsvarende julefrokost på Crown, da dette skib lå i havnen i Oslo.

Julefrokosten i København havde i år deltagelse af over 200 hjemløse. Den arrangeres i samarbejde med hjemløseorganisationen WeShelter og en række sponsorer, for eksempel transporteres de hjemløse fra WeShelters herberger og væresteder i København til og fra Crown Seaways af Københavns Bustrafik.

Julefrokosten byder på mad, drikke, sang og musik samt en godtepose. ”Der er stor interesse fra vores medarbejdere for at være med denne dag og dermed give deres bidrag til en række udsatte personer,” siger passagerdirektør Brian Thorsted Hansen. 

”Julen er ofte en tid, hvor hjemløse er ekstra opmærksomme på deres situation, og hvor mange føler sig ensomme. Så at nogen arrangerer en så gennemført, hyggelig og sjov fest for vores brugere, gør en stor forskel. Det er ikke så tit, at de mennesker, vi er i kontakt med, er festens midtpunkt,” siger daglig leder i WeShelter, Lise Larsen. Fonden WeShelter, der driver væresteder og herberger for hjemløse og socialt udsatte, blev stiftet i 1893 og er en af Danmarks ældste folkekirkelige sociale organisationer. 

5 millioner årlige passagerer
Selve DFDS har fire passagerruter i Skandinavien og Baltikum mellem København – Oslo, Tyskland – Litauen, Sverige – Litauen og Sverige – Estland samt fire strækninger fra Storbritannien til Europa.

Rederiet, der har hovedkontor i Københavns Havn, betjener i alt cirka 30 ruter i Europa med 50 fragt- og passagerskibe med en årlig omsætning på 16 milliarder danske kroner.

På årsbasis har DFDS omkring fem millioner overnattende passagerer samt 8.000 medarbejdere på sine skibe samt kontorer i 20 lande.

Relaterede artikler:

Fint farvel til salgsdirektør

Fra erhvervsrejsebureau til DFDS

Gadebørn fik atter hjælp fra rejsebranchen