- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Disney afviser planer om eget flyselskab

Disney Airline kan opstå ved at Disney-koncernen overtager et større eller mindre regionalt amerikansk flyselskab, maler flyene med Disney-figurer og så ellers flyver passagerer ind til de to primære forlystelsesparker.

Det er Disneyland i Anaheim syd for Los Angeles og Disneyworld i Orlando i Florida – ruterne skal for eksempel være fra storbyer som Chicago, Los Angeles og New York.

Det skriver i hvert fald hjemmesiden JustDisney.co (uden ”m”) – en uofficiel hjemmeside med mere eller mindre bekræftede nyheder fra Disney-koncernen. Men Disney har dementeret, at koncernen skulle have planer om sit eget flyselskab.

Bliver planerne om Disney Airline en realitet, vil Disney-koncernen have hele nærmest hele fødekæden: fly til og fra sine forlystelsesparker, hoteller, restauranter, souvenirs og så videre og skal dermed ikke dele kagen med andre.

Ligeledes kan Disney selv i endnu mere udstrakt grad kontrollere hele systemet – selv om en lang række andre flyselskaber naturligvis har ruter til lufthavnen tættest på Disneyland, Orange County, eller den endnu større lufthavn i Orlando. Men ruterne til disse lufthavne giver også passagerer hos andre flyselskaber adgang til for eksempel attraktioner, der konkurrerer med Disney.

Fra Orlando-lufthavnen findes allerede den gratis bus-shuttle service Walt Disney Magical Express til og fra Disney World’s hoteller.

Samarbejde med flyselskaber
Disney-koncernen, verdens største indenfor forlystelsesparker, har i årtier haft samarbejde med en række amerikanske, men også udenlandske flyselskaber om at de for eksempel kunne have Disney-figurer på deres fly.

Europa har også sit eget Disneyland; Disneyland Paris har haft over 320 millioner besøg siden åbningen i 1992 – Disneyland Paris har over 16.000 medarbejdere.

Disney har ikke kun sine aktiviteter omkring koncernens forlystelsesparker. Disney har blandt andet allerede sit eget krydstogtrederi, Disney Cruises, der også har årlige anløb i Europa, herunder i Københavns Havn.

Relaterede artikler:

Milliardudvidelse i Disneyland Paris

Dansk rejsekoncern køber to rejsebureauer

Øget USA-fokus på Skandinavien som én destination