- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Dødsfald: Kendt turismeprofil er død

Ikke mange, der beskæftigede sig med turisme i Grønland, kunne undgå at lære hotelmanden Carl Juhl at kende. Forleden døde han i en alder af 77 og bisættes 11. maj fra Klosterkirken i Horsens.

Carl Juhl, der tirsdag den 4. maj, døde på Rigshospitalet efter kort tids sygdom, blev født i Horsens tilbage i 1944. Han voksede op i yderst beskedne kår i et indremissionsk hjem. Han blev uddannet som maler og malerfaget førte ham til Sisimiut, hvor han hurtigt blev kendt som en driftig og initiativrig erhvervsmand.

Carl Juhl har i en særlig grad sammen med partneren Helge Tang sat sit fingeraftryk i Grønland i hotel- og restaurationsbranchen og som investor i flere ejendomsselskaber, skriver det grønlandske medie Sermitsiaq.

Det var netop i Grønlands næststørste by, Sisimiut, at han i 1976 mødte den danske forretningsmand Helge Tang, og grundstenen for et usædvanligt forretningsmæssigt partnerskab og venskab blev grundlagt.

Carl Juhl købte sammen med Helge Tang hoteller i Sisimiut, Maniitsoq og Nuuk, og i løbet af de 45 år, de var samarbejdspartnere, har de ejet et utal af forretninger i Danmark og Grønland.

I 1988 købte de Hotel Godthaab, og i 1987 byggede de det 4-stjernede Hotel Hans Egede, HHE, i Nuuk, der i 2013 blev udvidet med en stor konferencebygning.

Carl Juhl stod senest bag det nybyggede turisthotel i Nuuk, HHE Express. Foto: Nicolai J Nissen.

Besad humoren
Ved indvielsen af HHE-konferencebygningen afslørede Carl Juhl, hvordan han kunne få smil på andres læber med sine muntre bemærkninger. Her holdt han velkomsttalen og afslørede arbejdsdelingen de to partnere imellem:

”Så var det, at vi blev enige om… Eller Helge blev enig med sig selv om, at han kunne bestemme indretningen, og så kunne jeg holde velkomsttalen,” sagde Carl Juhl ifølge en reportage fra Sermitsiaq.AG, da hotellet gik fra fire til fem stjerner.

Kendetegnende for Carl Juhl var, at han gennem livet aldrig var bange for at smøge ærmerne op og kaste sig over praktisk arbejde. ”Vækst er ikke noget, man får foræret. Det er noget, man skaber,” har han fastslået.

Carl Juhl har siddet i mange bestyrelser, været både formand og administrerende direktør. Han var kendt for at have næse for tidens trends, og med den helt særlige humor var han en afholdt og karismatisk forretningsmand.

Carl Juhl var også ægtemand og far. Og han lagde aldrig skjul på, hvor stolt han var af sin familie, skriver Sermitsiaq.

Var aktiv til det sidste
Til STANDBY.DK skriver Nicolai J Nissen, der i mange år arbejdede for Carl Juhl og Helge Tang, og har haft virksomheder med Carl Juhl, ligesom han har været marketing- og udviklingschef for blandt andet Hotel Hans Egede:

”Carl Juhl, der fredag den 30. april nåede at fejre sin 77-års fødselsdag, var en legendarisk og karismatisk dansk erhvervsmand, der fik indflydelse på hotel- og turistbranchen i Grønland, som han var med til at udvikle i mere end 45 år.

Carl voksede op i et indremissionsk hjem tæt ved Horsens, men han lagde en noget anden linje som voksen, hvor han blev kendt som en farverig iværksætter med flair for barer, restauranter og hoteller.

Carl var aktiv til det sidste, og kronen på værket blev det nybyggede turisthotel i Nuuk, HHE Express. Det er et hotelprojekt til mere end 100 millioner kroner, og et koncept, der giver turister adgang til billigere hotelværelser i Nuuk. HHE Express åbnede kortvarigt i sommeren sidste år, og genåbner efter planen den 16. august i år.

Carl Juhl bisættes den 11. maj klokken 15 fra Klosterkirken i Horsens. Der er begrænset antal pladser på grund af Corona-restriktioner. Familien ønsker ikke blomster, da Carls ønske var, at man i stedet donerer et beløb til Lungeforeningen.dk

Tirsdag den 18. maj klokken 13 vil der være mindehøjtidelighed i Hans Egede kirken i Nuuk.

Relaterede artikler:

Dødsfald: Kendt rejsebrancheprofil er død

Lars Larsen fortrød aldrig sine år i rejsebranchen

Kendt dansk rejsebureauprofil er død