- STANDBY.DK - https://standby.dk -

DSB opjusterer forventninger til årsresultatet

En positiv udvikling i passageromsætningen er højere end de stigende energiomkostninger, og derfor forventer DSB at kunne levere et overskud på op til 300 millioner kroner i stedet for et nul.

Passageromsætningen i DSB har i årets ni første måneder været på 3,9 milliarder kroner, og selvom det var 72 millioner kroner lavere end i samme periode i 2019, er det alligevel lykkedes at levere et resultat før skat på 205 millioner kroner mod et underskud på 31 millioner kroner fra januar til september i 2019.

Resultatet er skabt trods stigende energi- og dieselpriser, hvilket påvirker resultatet for togdriften. Energiomkostningerne var således 307 millioner kroner højere end de første ni måneder af 2021, og DSB oplyser, at man har iværksat en række initiativer til at reducere energiforbruget.

Trods de stigende energiomkostninger har DSB faktisk udsigt til at levere et bedre resultat i 2022 end oprindeligt forudsat. Den danske jernbaneoperatør har netop opjusteret årsresultatet for 2022 fra et forventet nulresultat til et overskud på mellem 200 og 300 millioner kroner.

“Det øgede antal fritids-, erhvervs- og udlandsrejser har bidraget til en større stigning i passageromsætningen end forventet. Den positive udvikling i passageromsætningen er højere end den ekstraordinære stigning i energiomkostningerne. På den baggrund øges forventningerne til årets resultat før skat fra et resultat tæt på nul til et overskud på 200-300 millioner kroner,” hedder det i kvartalsmeddelelsen.

Flere erhvervsrejser og rejsende over Storebælt
DSB noterer sig, at pendlerne er tilbage i togene efter coronapandemien, men mere hjemmearbejde har reduceret antallet af rejsende i dette segment. Til gengæld er der ligeså mange rejsende med S-togene som i tiden før pandemien.

På rejserne over Storebælt er der fremgang at spore. Her er markedsandelen i løbet af 2022 vokset til den højeste nogensinde og udgør nu omkring 25 procent, og det er blandt andet de stigende energipriser, der får flere til at vælge toget fremfor bilen.

Markedet for erhvervsrejser er også i vækst. Det skyldes ifølge DSB, at virksomhederne har opnået en større miljøbevidsthed, og derfor har antallet af erhvervsrejsende i tredje kvartal af 2022 været 19 procent højere end i samme periode i 2019. DSB har blandt andet valgt at betale et bidrag til skovrejsning baseret på, hvor meget CO2-udledning, der er på den enkelte rejse.

Endelig bekræfter DSB, at punktligheden er udfordret, hvad mange rejsende godt vidste på forhånd. Forsinkelserne er primært i regional- og fjerntog og skyldes Banedanmarks omfattende spor- og signalarbejder over sommeren samt pres på planlægningen som følge af mange køreplansændringer.

 

Relaterede artikler:

Solgte erhvervsrejser hos DSB skal give flere træer

DSB ser øget vækst på fjern- og regionaltog

Passagerne vender tilbage til DSB