Storebæltsforbindelsen set fra Sprogø med et DSB Intercity-tog på ved ud af tunnelen. Pressefoto for DSB: René Strandbygaard.

DSB ser øget vækst på fjern- og regionaltog

I årets første halvdel havde DSB 30,2 millioner passagerer med fjern- og regionaltog. Tallene på passagerer over Øresundsbroen og Storebæltsbroen var næsten som tiden før coronakrisen.

Fra januar til juni i år kørte 30,2 millioner passagerer med DSB’s fjern- og regionaltog mod 35,2 millioner i samme periode i 2019, året før coronakrisen.

Det viser DSB’s halvårsopgørelse for første halvår af 2022.

Hovedparten af passagererne på fjern- og regionaltog, 16 millioner, kørte på Sjælland, blandt andet til og fra København. Der var 4,7 millioner togpassagerer hos DSB i årets første halvår på strækningerne i Jylland og Fyn, uden passage af Storebæltsbroen.

I alt passerede 3,7 millioner togpassagerer Storebælt mellem januar og juni i år – tallet er næsten identisk med passagertallet for første halvår af 2019. På Øst/Vest (over Storebælt) er Orange- og Orange Fribilletter kundernes foretrukne valg, oplyser DSB. Disse indgik i 1. halvår af i år med 1,8 millioner rejser, 65 procent højere end i 1. halvår 2019.

På den anden store bro-rute, mellem Danmark og Sverige via Øresundsbroen, var der i de seks første måneder af i år 5,3 millioner rejsende med toget mod 5,9 millioner i første halvår før coronakrisen, 2019. Togtrafikken over Øresund var i årets første halvdel kendetegnet ved at fritidsrejsende er vendt tilbage i højere grad end pendlerne, oplyser DSB.

I alt 77 millioner passagerer, flest med S-tog
Totalt havde DSB i første halvår af i år 77,6 millioner passagerer mod 92,6 millioner i 2019 mellem januar og juni. Mens 30,2 millioner passagerer som nævnt kørte med DSB’s fjern- og regionaltog i første halvdel af i år, var de resterende 47,4 millioner rejsende med S-tog – samme tal for 2019 var 58,8 millioner S-togsrejser.

For DSB’s fjern- og regionaltog var kundepunktligheden “hårdt udfordret” i 1. halvår af i år, oplyser DSB. En togpassager er ifølge DSB forsinket, hvis vedkommende ankommer over tre minutter efter tidstabellen til sin endestation. Kundepunktligheden på fjern- og regionaltog var i årets første halvdel 75 procent mod næsten 80 procent i 2019 mellem januar og juni.

DSB skriver også i halvårsrapporten, at DSB’s omkostninger er påvirket af meget høje energipriser.

Selve resultatet for 1. halvår af 2022 viser ifølge DSB et overskud før skat på 167 millioner kroner ud af en omsætning i passagerdivisionen på 2,4 milliarder kroner.

Historisk høj markedsandel mellem landsdelene
I årsrapporten for første halvdel af 2022 skriver DSB, at antallet af togpassagerer er på vej tilbage mod niveauet før pandemiens start.

”Det gælder især for rejser på tværs af landsdele, hvor togets markedsandel ved halvårets udgang var historisk høj. En del faste pendlere har ændret rejsemønster med mere hjemmearbejde og færre rejser,” lyder det fra DSB som tilføjer:

”DSB arbejder på en række initiativer for at få flere nye kunder i toget. I slutningen af 2. kvartal blev der lanceret en kampagne rettet mod erhvervslivet for at få erhvervskunderne til at vælge toget og dermed bidrage til den grønne samfundsagenda.

Den grønne agenda har også medført en stigende efterspørgsel efter internationale togrejser, og flere afgange har været udsolgt i løbet af sommeren,” oplyser DSB.

Og i pressemeddelelsen siger Flemming Jensen, DSB’s administrerende direktør: ”Danskerne vil gerne toget, men de faste kunder rejser mindre. Det er derfor afgørende, at vi tiltrækker nye kunder med tilbud og kampagner. Til gavn for kunderne og den grønne omstilling.”

Hele DSB’s halvårsrapport for første halvdel af 2022 kan ses via dette link.

Relaterede artikler:

Ønsker tog som erstatning for EU-flyvninger

Rejsearrangør øger salg af eksklusive togrejser

Her er verdens 10 hurtigste tog