- STANDBY.DK - https://standby.dk -

easyJet lander godt regnskab

Hjulpet på vej af konkurserne hos airberlin og britiske Monarch samt problemer hos Ryanair får easyJet godt kvartalsregnskab.

easyJets nye svenske koncernchef, Johan Lundgren, har netop præsenteret sit første kvartalsregnskab, dækkende sidste kvartal af 2017. Det viste en stigning i omsætningen hos Europas næststørste lavprisselskab med 14,4 procent til en omsætning på over 900 millioner kroner. Passagertallet steg 1,4 millioner – svarende til otte procent – til 18,8 millioner sammenlignet med fjerde kvartal af 2016.

Fremgangen hos easyJet tilskrives blandt andet, at airberlin og britiske Monarch Airlines begge krakkede i sidste kvartal af 2017 ligesom Ryanair måtte aflyse tusindvis af flyvninger som følge af problemer med planlægningen af piloternes arbejdstider.

”Dette medvirkede til mindre konkurrencepres på en række ruter,” siger Johan Lundgren ifølge BBC. Han tilføjer, “vi kan altid se resultaterne af, hvad der sker i et konkurrencepræget miljø – denne gang har de været til vores fordel.”

BBC skriver, at der er mange fly på markedet i øjeblikket. Dels fabriksnye fly, der kan leases billigt, dels som følge af at lave priser på flybrændstof gør, at ældre fly ikke koster det store at operere. Men for at klare belastningen af markedet med det øgede antal fly, må nogle flyselskaber beskære billetpriserne.

Johan Lundgren siger, at easyJet vil fortsætte sit fokus på omkostninger, i sidste kvartal af 2017 blev disse nedbragt med 28 millioner engelske pund.

Ud med konkurrent
I forbindelse med kvartalsregnskabet meddelte easyJet, at dets kommercielle direktør, Peter Duffy, er stoppet. Mange af hans arbejdsopgaver – herunder priser og revenue management – er nu overdraget til flyselskabets direktør for strategi og netværk, Robert Carey.

Peter Duffy blev regnet som en kandidat til jobbet som ny koncernchef i easyJet som afløser for Carolyn McCall, der forlod flyselskabet for at blive ny koncernchef for TV-stationen ITV.

Relaterede artikler:

Svensker ny koncernchef for easyJet

EasyJet storsatser på tysk indenrigs

Verden fik 3.524 nye flyruter sidste år