- STANDBY.DK - https://standby.dk -

ECTAA: Nye rejserestriktioner skal undgås

Den europæiske sammenslutning af rejsebureauforeninger opfordrer EU-landene til at koordinere deres rejserestriktioner, så der ikke bliver behov for nye justeringer, der kan påvirke rejser.

Med stigende smittetal i blandt andet Europa og forud for den kommende julehøjtid, ønsker ECTAA (European Association of Travel Agencies and Tour Operators) og en række andre brancheorganisationer fælles fodslag når det gælder rejser over landegrænser blandt myndighederne i EU-landene.

ECTAA er den europæiske sammenslutning af rejsebureauforeninger, blandt andet Danmarks Rejsebureau Forening. ECTAA repræsenterer ifølge egne oplysninger omkring 70.000 rejsebureauer og turoperatører i 29 europæiske lande.

Opfordringen til EU-landene kommer i en fælles erklæring fra udover ECTAA blandt andet også Airlines For Europe, Airports Council International, European Travel Commission, HOTREC og World Travel & Tourism Council.

Fælleserklæringen påpeger, at flere lande allerede er begyndt at genindføre rejserestriktioner for sine borgere. Underskriverne af erklæringen henviser blandt andet til, at EU-landenes eget European Centre for Disease Prevention and Control (ECDC) – Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme – angiveligt har oplyst, at med den nuværende coronasituation i Europa er rejserestriktioner ikke med til at reducere smittespredningen, indlæggelser og dødsfald.

Gennemsnittet for færdigvaccinerede i EU har passeret 75 procent og at forhindre rejser over grænserne vil ikke have nogen sundhedsmæssig værdi. Det vil omvendt kun skade landenes økonomier og den allerede hårdt pressede rejsebranche, lyder det i erklæringen.

Flere forslag
I stedet foreslår aktørerne i den europæiske rejsebranche, at medlemslandene i EU fastlægger fælles retningslinjer, frem for at hvert medlemsland tager sine egne beslutninger. Blandt de fælles retningslinjer kan være mere turbo på at borgerne får det tredje stik mod coronavirussen.

Pawel Niewiadomski, direktør for ECTAA, siger i pressemeddelelsen:

”Ifølge ECDC har foranstaltninger, der forhindrer færdigvaccinerede i at rejse over grænser, ingen sundhedsmæssig værdi. Vi appellerer derfor til beslutningstagerne i EU-landene om en fælles politik på området.”

Relaterede artikler:

Tro på genrejsning efter fald i verdensturismen

Dom mod bookingportalers krav om prisklausuler

Omsætningstab på 80 procent i europæisk rejseindustri