- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Efterårsferien topper med feriehusudlejning

Bortset fra højsommer-ugerne fra sidst i juni til begyndelsen af august er Uge 42 med efterårsferien ugen med flest udlejede feriehuse i Danmark, viser nye tal fra Danmarks Statistik.

De seneste ti år – fra 2008 til 2017 – har danske feriehuse været udlejet i alt i 154.600 husuger i uge 42, ugen med den danske efterårsferie.

Til sammenligning blev danske feriehuse i ti-års perioden mellem sommerferien og efterårsferien udlejet i 106.000 husuger i uge 39, 117.100 i uge 40 og 132.400 i uge 41. Efter efterårsferien faldt antallet af udlejede feriehuse til 106.400 i uge 43, 70.400 i uge 44 og 44.900 i uge 45.

Stigningen i efterårsferien skyldes især danske lejere. ”Feriehusene i Danmark lejes primært af tyskere, men i efterårsferien strømmer danskerne til,” siger specialkonsulent i Danmarks Statistik, Paul Lubson.

I uge 42 købte danske lejere 50.800 feriehusuger, mens de til sammenligning blot lejede feriehuse i 19.400 husuger i uge 41. Den travleste uge målt i udlejede husuger er uge 30 i juli, hvor feriehuse til udlejning i Danmark var udlejet i 287.300 husuger i perioden fra 2008 til 2017.

Hver 3. udlejning er til danskere
I ugerne i september og begyndelsen af oktober stod danskerne for lidt over 10 procent af de udlejede husuger i mellem år 2008 og frem til og med sidste år. Men i uge 42 (efterårsferien) steg danskernes andel af de lejede huse til næsten 33 procent, hvilket er på niveau med den danske sommerferie i uge 26-30.

I sommerhalvåret – men uden for den danske skoleferie – lejer tyskere typisk 80 procent af de danske feriehuse. Danskernes andel af lejede feriehuse er størst i uge 7, som er vinterferien i store dele af Danmark, oplyser Danmarks Statistik.

Antallet af udlejede husuger i efterårsferien er faldet fra 17.800 til 16.100 fra 2016 til 2017. Og noget tyder på, at antallet af udlejninger i efterårsferien vil vise stigende tal i år. Ifølge Danmarks Statistik var der ved udgangen af august i år booket flere feriehuse i oktober i år end på samme tid sidste år.

Relaterede artikler:

Færre turistovernatninger trods varm sommer

Digitalisering koster 18 jobs hos sommerhusudlejer

Vokseværk i Danmarks største feriehusportal