- STANDBY.DK - https://standby.dk -

EU-Kommissionen vil undersøge Amadeus og Sabre

Amadeus og Sabre´s aftaler med flyselskaber og rejsebureauer skal ses efter i sømmene af EU´s konkurrencekommissær Margrethe Vestager.

EU´s konkurrencekommissær Margrethe Vestager har gennem tiden haft mange undersøgelser i gang i relation til luftfartsbranchen, og nu kan hun føje en ny til listen.

EU-Kommissionen har netop besluttet at undersøge spanskbaserede Amadeus og amerikanske Sabre i forhold til, om de to selskabers aftaler med flyselskaber og rejsebureauer begrænser den frie konkurrence, hvilket i givet fald kan være i strid med EU-lovgivningen.

“Liberalisereingen af EU´s luftfartsmarked for over 25 år siden har medført betydelige fordele for EU-borgere, herunder flere valgmuligheder og lavere billetpris. Vores undersøgelse af Amadeus og Sabre vil fokusere på mulige konkurrencebegræsninger i markedet for distribution af flybilletter. Vi er bekymrede over, at sådanne begrænsninger vil kunne skabe barrierer for innovation og øge distributionsomkostningerne og dermed i sidste ende betyde højere billetpriser for de rejsende,” siger Margrethe Vestager i en pressemeddelelese.

Aftaler skal undersøges
Det fremgår ikke klart, hvordan de to GDS-selskaber i givet fald har forbrudt sig mod EU´s regler. Men der er noget, der tyder på, at det hele handler om NDC (New Distribution Capability, red.), der er en ny måde at distribuere flyselskabernes produkter udenom GDS-selskaberne. Her har Amadeus og Sabre en naturlig interesse  i at begrænse udbredelsen af NDC-teknologien udenom GDS´erne.

EU-Kommissionen skriver således, at man vil undersøge, om der er særlige betingelser i de to GDS-selskabers aftaler med flyselskaber og rejsebureauer, der i et vist omfang kan forhindre brugen af alternative distributionsformer. Hvis dette er tilfældet kan det være vanskeligere for leverandører af nye distributionstjenester at komme ind på markedet, ligesom det vil øge flyselskabernes omkostninger, der sendes videre til forbrugerne gennem billetpriserne.

“Amadeus står for retfærdighed og neutralitet i distributionen af ​​flybilletter og giver ikke-diskriminerende og neutral markedsadgang for flyselskaber og et valg for forbrugere og rejsekøbere. Det er godt dokumenteret, at den neutrale markedsplads, der leveres af GDS-selskaber, letter sammenligningen og valget, hvilket giver konkurrence blandt luftfartsselskaberne og medfører lavere billetpriser for de europæiske forbrugere,” lyder reaktionen fra Amadeus.

 

Relaterede artikler:

Sabre rykker op i øverste NDC-liga

Amadeus udbygger samarbejde med Amex

Amadeus og Sabre etablerer Moneydirect