- STANDBY.DK - https://standby.dk -

EU siger velkommen til 14 lande uden for EU

EU blev tirsdag enige om de første 14 lande udenfor Unionen, hvis borgere nu må komme til EU-landene ligesom EU-borgere må rejse til for eksempel Canada, Tunesien og Marokko. USA er ikke på listen.

De 27 EU-lande blev i dag enige om den første åbning af sine ydre grænser for lande med styr på coronavirussen, typisk at antallet af nye smittede med COVID-19 per 100.000 indbygger skal være tæt på eller under EU’s antal smittede – samt at landene vil give adgang for EU-borgere. Listen vurderes hver anden uge, så flere lande kan på – eller ryge ud, hvis smitterykket stiger.

Som STANDBY.dk kunne fortælle mandag aften, er de 14 ikke-EU lande, som der nu åbnes for: Algeriet, Australien, Canada, Georgien, Japan, Montenegro, Marokko, New Zealand, Rwanda, Serbien, Sydkorea, Thailand, Tunesien og Uruguay.

Kina, hvor coronavirussen opstod, kan også komme på listen, hvis Kina giver adgang for turister fra EU-landene.

Flere af de udvalgte lande har ikke nødvendigvis åbent for ankommende turister fra andre lande, herunder EU-landene.

USA er ikke på listen, da USA er det land i verden med fleste smittede og døde som følge af coronavirussen.

De enkelte lande bestemmer selv
Det er op til de enkelte EU-lande om de vil tillade indrejse fra statsborgere fra de 14 eksterne EU-lande eller nogle af dem. Danmark har sin egen unikke måde at begrænse antallet af udenlandske turister, den såkaldte seksdages-regel. Kun udenlandske turister, der på forhånd har købt mindst seks overnatninger i Danmark, får lov at komme ind.

Den danske seksdages-regel strider dog mod EU-lovgivningen, fremhævede Horesta sidste uge. Se link til historien herunder.

Indtil nu har den danske regering ikke meldt, hvordan den forholder sig til åbningen fra de 14 lande, og Justitsministeriet oplyser til DR Nyheder, at de ikke vil kommentere meldingen, før der har været møde i Udenrigspolitisk Nævn. Det er der i dag, onsdag.

Japan vil vise turistflaget i blandt andet Danmark
Ikke mange af de 14 udvalgte har nordisk turistrepræsentation, en af de før undtagelser er Thailands nationale turistråd.

I går meddelte Japans nationale turistorganisation, Japan National Tourism Organization, at man i Danmark, Finland, Norge og Sverige indleder samarbejde GSA-bureauet Aviareps om at tiltrække nordiske turister. JNTO har udpeget det nordiske marked som nyt fokusmarked for udvikling, hed det i en pressemeddelelse. Antallet af besøgende fra Norden til Japan var sidste år over 141.000.

Relaterede artikler:

EU vil åbne for 15 lande i og udenfor Europa

Ekspert: Dansk 6-dages regel er ulovlig

Særregel forbyder danskere landgang i Danmark