De to yachts Seadream I og II, der i disse måneder sejler langs den norske kyst med afstikkere til Skagen. Arkivpressefoto: SeaDream Yacht Club.

Særregel forbyder danskere landgang i Danmark

Efter politiet i weekenden forbød danske statsborgere i at gå i land fra krydstogtskib i Skagen, bringes problematikken op mellem de norske og danske myndigheder. Rejsebureaudirektør undrer sig.

Som STANDBY.dk kunne fortælle mandag kunne danske statsborgere i weekenden ikke gå i land i Skagen, hvor de skulle være fire timer i forbindelse med et krydstogt med norske SeaDream Yacht Club.

Med start i Oslo sejler to skibe fra SeaDream Yacht Club frem til september 19 krydstogter langs den norske kyst – alle lægger til i Skagen, dermed er de internationale sejladser og har dermed tax free-rettigheder.

I en pressemeddelelse tirsdag fra det danske specialrejsebureau Tid til Ro, der blandt andet er salgsagent for SeaDream Yacht Club, siger Hans Chen Braas fra Blue Water Shipping, havneagent for SeaDream Yacht Club i Danmark:

”En særlig midlertidig bekendtgørelse siger, at gæster og besætning fra krydstogtskibe ikke må gå i land. Nationalitet er ikke nævnt i bekendtgørelsen og derfor rammer den også danskere, på trods af at den umiddelbare regel er, at danske statsborgere og folk med fast bopæl i Danmark, altid må komme ind i Danmark, uanset grund.”

”Bekendtgørelse om forbud mod landgang fra krydstogtskibe”
Ifølge pressemeddelelsen skyldes landgangsforbuddet i Skagen for danske passagerer ”Bekendtgørelse om forbud mod landgang for krydstogtskibe m.v. i forbindelse med håndtering af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19).”

Bekendtgørelsen blev ifølge Tid til Ro udstedt af sundhedsminister Magnus Heunicke den 4. april. Alligevel er særreglen ukendt for de fleste, da den ikke har været i brug før nu, skriver rejsebureauet og tilføjer:

”Bekendtgørelsen forbyder passagerer og besætningsmedlemmer på skibe at få adgang til land. Forbuddet omfatter dog kun krydstogtskibe, samt andre passagerskibe, der er indrettet til mere end 100 passagerer.”

Når de to Seadream-skibe er omfattet af forbuddet, skyldes det at deres maksimale kapacitet er på 112 passagerer, når alle sengepladser er fyldt. Men det er de sjældent, for mange af gæsterne rejser alene, eller har benyttet rederiets tilbud om at slå flere kahytter sammen og indrette sig med ekstra komfort.

Så i gennemsnit er der kun cirka 95 passagerer ombord, samt lige så mange besætningsmedlemmer, oplyser Tid til Ro.

Rejsebureaudirektør undrer sig
Fra Tid til Ro siger direktør John Tobiesen: ”Det var i forvejen ulogisk, at en nordmand der anløber Skagen med en yacht med 95 passagerer, ikke må gå i land i fire timer, mens en anden nordmand, der anløber Hirtshals med en færge med 2.000 passagerer, er mere end velkommen, blot han bliver i Danmark i seks dage.

Men at danske statsborgere, skulle blive nægtet landgang til deres eget hjemland, kommer bag på os. Vi havde bemærket, at nationalitet ikke var nævnt i bekendtgørelsen, men vi havde ikke forventet, at myndighederne ville tolke så stramt, at danske statsborgere nægtes adgang til deres eget hjemland,” siger direktør John Tobiesen.

Rejsebureaudirektøren oplyser at rederiet arbejder på at finde en løsning:

’Vi ved at rederiets ejer via de norske myndigheder har kontakt til de danske myndigheder, og at rederiets danske turoperatør, DMC Nordic, sammen med handling agenten Blue Water Shipping og Dansk Erhverv også arbejder på at finde en løsning, så vi håber at problemerne er løst inden næste anløb,” siger John Tobiesen.

Intet svar fra Rigspolitiet
STANDBY.dk kontaktede søndag vagthavende hos Nordjyllands Politi om en forklaring på, at de danske statsborgere ombord på Seadream ikke måtte gå i land i Skagen inden skibet efter fire timer sejlede videre mod Norge.

Vagthavende havde hørt om problematikken, men henviste til presseafdelingen hos Rigspolitiet. Her blev telefonen for pressehenvendelser ikke besvaret og der er fortsat tirsdag formiddag ikke kommet svar på mail med spørgsmål. Kommer der svar, opdateres artiklen.

Relaterede artikler:

Danske krydstogtgæster må ikke gå i land i Danmark

Stort krydstogtrederi får ny salgschef i Danmark

Ingen udsigt til krydstogtskibe i Danmark i år