- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Europæiske ERV-kunder får videolæge i bagagen

Europæiske ERV i samarbejde med digital sundhedstjeneste, der skal give kunder i rejseforsikringsselskabet mulighed for via video at tale med danske læger under ferie i udlandet.

Samarbejdet med den digitale norske sundhedstjeneste Eyr Medical begyndte ved årsskiftet og sikrer at kunder med en rejseforsikring hos Europæiske ERV, kan tale med en dansk læge via videokonsultation, mens de er på rejse i udlandet og få udskrevet recepter til apoteker i EU/EØS-lande.

Det skriver Europæiske ERV i en pressemeddelelse. David Kraul, nordisk direktør for kunde- og skadeservice hos Europæiske ERV, siger:

”Vi er glade for aftalen med Eyr Medical. Det er et vigtigt strategisk samarbejde for os, da vi sammen med Eyr nu kan tilbyde et digitalt supplement til vores Alarmcentral.

Muligheden for videokonsultation med en dansk læge sikrer, at vores kunder hurtigt og gratis kan få afklaring og tryghed på rejsen, hvis uheldet er ude.”

En ekstra tryghed
Eyr Medical er ifølge Europæiske ERV forrest når det gælder innovation af digitale sundhedstjenester og førende blandt andre internationale aktører. Og netop det digitale er vigtigt for tilgængeligheden for kunderne, hedder det fra ERV.

”Hvis man bliver syg i udlandet, så er det en ekstra tryghed, at man hurtigt og enkelt kan komme i kontakt med en dansk læge via videokonsultation – uanset hvor i verden, man befinder sig, og uden man for eksempel behøver forlade sit hotel,” siger David Kraul.

Til STANDBY.DK tilføjer David Kraul: ”Den primære grund til samarbejdet med Eyr er, at det øger servicen for vores kunder. Fremfor at de selv på feriestedet skal finde et hospital eller vente på læge på deres hotelværelse.

Nu skal vi have kommunikeret, at vi har denne videoservice. Den er vi ikke er kommet, fordi vi internt har forventning om at spare på vores medicinske omkostninger. Det nye tilbud er et godt tiltag overfor vores mange tusinde kunder, der har behov for lægehjælp indenfor det private kundesegment, som jo også omfatter familier der rejser med børn,” siger David Kraul.

Europæiske ERV bruger årligt ”et trecifret millionbeløb” på udgifter til såkaldte medicinske skader.

Snart også videopsykologer
Siden starten i Norge i 2017 har ambitionen for Eyr Medical været at tilbyde digitale sundhedstjenester på en brugervenlig platform. I dag har virksomheden videokonsultationer med danske læger med speciale i almen medicin og snart også psykologbehandling med digitale værktøjer i både Norge og Danmark.

”Vi har prioriteret brugervenlighed, sikkerhed og beskyttelse af personlige oplysninger meget højt. Eyr har gennemført over 100.000 videokonsultationer til dato,” siger Poul Koza, kommerciel direktør hos Eyr Medical.

Relaterede artikler:

Risikofirma kigger på risici ved rejser i år

Europæiske ERV øger skisport-samarbejde

Gouda vinder 2020-prisen som Årets Rejseforsikring