Rejseforsikringsselskabet Europæiske ERV udvider sit samarbejde med SkiStar, der driver skisportssteder i Sverige, Norge og Østrig. Det sker med yderligere tre forsikringsprodukter.
Europæiske ERV er nu hovedudbyder af de forsikringer, der tilbydes på samtlige SkiStars skisportssteder i Sverige, Norge og Østrig. SkiStar ejer og driver Skandinaviens fem største alpine skisportssteder: Sälen, Åre og Vemdalen plus Hammarbybacken i Sverige, Hemsedal og Trysil i Norge samt St. Johann in Tyrol i Østrig, oplyser ERV i en pressemeddelelse.
Den udvidede aftale mellem Europæiske ERV og SkiStar omfatter blandt andet en afbestillingsforsikring samt forsikring af ski- og cykeludstyr.
Europæiske ERV oplyser, at samarbejdet med SkiStar begyndte sidste år med en ulykkesforsikring for deltagere på skiskole, men udvides nu med yderligere tre forsikringsprodukter.
De nye forsikringer inkluderer dækning af både eget og lejet udstyr samt kompensation for udgifter til ski- og cykelleje, liftkort og skiskole, hvis man for eksempel bliver akut syg eller kommer til skade.
”Et vigtigt strategisk samarbejde”
”Det er med stolthed, at vi nu er med til at sørge for, at SkiStars kunder får så tryg og sikker en ferie som muligt,” siger Andreas Sandin, landechef i Sverige og salgsdirektør hos Europæiske ERV og tilføjer: ”Dette er et vigtigt strategisk samarbejde for ERV, da vi sammen med SkiStar får mulighed for at skabe en relation til en målgruppe, der er på udkig efter en aktiv og bekymringsfri rejseoplevelse.”
Europæiske ERV’s svenske filial, Europeiska ERV, forsikrer årligt 1,2 millioner rejsende.
Og i pressemeddelelsen siger Mathias Lindström, salgs-og marketingdirektør hos SkiStar: ”Vi ønsker at skabe mindeværdige oplevelser for vores gæster, og her spiller tryghed og sikkerhed en vigtig rolle, hvis der skulle ske noget uventet.
Derfor er vi meget glade for samarbejdet med Europæiske ERV, der har en lang og solid erfaring med netop rejseforsikring og tryghed både før, under og efter rejsen.”
100 års jubilæum næste år
Europæiske ERV’s forgænger, Europæiske Rejseforsikring, startede i Danmark tilbage i 1921 og Europæiske ERV er dermed Danmarks ældste rejseforsikringsselskab.
Europæiske ERV ejes af Europäische Reiseversicherung, ERV, som igen ejes af forsikringskoncernen ERGO. I øvrigt er ERGO Group ejet af en endnu større mastodont, Munich Re, et af verdens største såkaldte genforsikringsselskaber.
Relaterede artikler:
Europæiske Rejseforsikring skal skifte navn
Franske skisportssteder forventer flere turister