- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Europas længste togrejse kommer forbi København

EU har udnævnt 2021 til at være The European Year of Rail. Derfor er et ganske særligt tog sendt på rundrejse i Europa. I næste uge ankommer det til København.

Et enkelt stop i Danmark bliver det til for det fælles EU-tog, Connecting Europe Express, der i disse dage er på vej rundt til 26 lande i Europa for at markere, at 2021 er Det Europæiske År for Jernbanetransport, The European Year of Rail. Rejsen begyndte 2. september i Lissabon og slutter 7. oktober i Paris.

I næste uge ankommer toget til Danmark. Der bliver et enkelt stop på Københavns Hovedbanegård, hvortil toget ankommer fredag den 1. oktober kl. 10.00, inden det kører videre kl. 12.00 med kurs mod Stockholm. Toget får lidt flere stop på vejen op gennem Sverige. Der gøres holdt i Malmø og i Linköping, mens der dagen efter på vejen væk fra Stockholm er stop i Norrköping, Nässjö, Alvesta og Svågertorp.

Taler og vimpler i København
For at fejre ankomsten af ​​Connecting Europe Express til Danmark står DSB og Banedanmark på dagen bag et arrangement på Københavns Hovedbanegård, hvor der vil være taler og udveksling af vimpler.

Når rejsen er slut, vil toget have kørt over 20.000 kilometer, krydset 33 grænser, og været på besøg i over 100 byer. I virkeligheden er det ikke et tog, men tre tog, der tager turen rundt i Europa. Det er nødvendigt med de forskellige tog, da sporvidden ikke er den samme i alle lande.

Når EU har valgt at udnævne 2021 til at være jernbanetransportens år, hænger det sammen med den store renæssance togdriften formentlig står foran.

Jernbanen er grøn og sikker
For som det hedder fra folkene bag Connecting Europe Express: Jernbanen har det hele.

Først og fremmest er det er en grøn rejseform, da stort set hele det europæiske jernbanenet er elektrificeret. Jernbanen er den eneste transportform, der mellem 1990 og 2017 konsekvent har reduceret sine emissioner og energiforbrug, samtidig med at der i stigende grad bruges strøm fra vedvarende energikilder.

Dernæst er togrejser sikre. Det er den landtransportform, der har den laveste forekomst af dødsulykker. Når det gælder al transport, er det kun flyene, der gør det bedre.

 

Relaterede artikler:

Planer om flere europæiske nattog

Tyskland blokerer for nattogstrafik til Europa

Rejsebureau vil sende gæster med toget